Debat: Grønne opmærksomhedslygter er unødvendige og risikable

Transportminister Thomas Danielsens planer om at indføre grønne opmærksomhedslygter for førstehjælpere er en unødvendig og risikabel ændring, og det kan undre, at ministeren vil indføre nye regler, som næsten ingen kan se fornuften i. Det skriver formanden for Reddernes Udviklingssekretariat i 3F, Flemming Overgaard, i dette debatindlæg.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til BeredskabsInfo. 

Af Flemming Overgaard, formand for Reddernes Udviklingssekretariat i 3F

Færdselsstyrelsen vil etablere en forsøgsordning for anvendelse af grønne opmærksomhedslygter. Bekendtgørelsesudkastet, der netop er sendt i høring, vil tillade frivillige organisationer at anvende grønne lygter i forbindelse med livreddende opgaver.

Dette sker på trods af modstand fra aktørerne på området – som bl.a. omfatter FOA og Dansk Råd for Genoplivning. Vi tilslutter os modstanden, og undrer os samtidig over, at transportminister Thomas Danielsen vil indføre nye regler, som næsten ingen kan se fornuften i, samtidig med at han lægger op til at afskaffe 40 procent af alle regler på transportområdet.

Unødvendig ordning

Vi har en lang række af bekymringer over den bekendtgørelse, som nu er sendt i høring. Men først og fremmest så mener vi ikke, at der er behov for den foreslåede ordning. De nuværende regler og udstyr, såsom blå og gule advarselslygter, dækker allerede behovet for opmærksomhed i trafikken ved livreddende opgaver.

Introduktionen af en ny type lyssignal er derfor unødvendig, og der er risiko for at den vil skabe forvirring blandt trafikanter. Grøn er traditionelt forbundet med signaler om “frit kørsel”. Det kan føre til misforståelser og potentielt farlige situationer.

Derudover kræver det rutine at køre udrykningskørslen. En rutine, frivillige kan få svært ved at opnå. Samtidig kan man hurtigt blive påvirket af situationen, når man bliver kaldt ud til en opgave, hvor der er behov for kritisk førstehjælp. Derfor er jeg bange for, at der er stor risiko forbundet med de grønne advarselsblink.

Vi savner argumenter for, hvorfor netop grønne opmærksomhedslygter er valgt frem for andre muligheder, såsom forbedrede informationskampagner eller udvidet brug af eksisterende systemer.

Risiko for misbrug og uklare kriterier

Bekendtgørelsen åbner for, at der kan komme flere frivillige organisationer på listen over godkendte organisationer og ordninger end de to, som allerede er oplistet. Udvides gruppen af mulige aktører der kan køre med grønne opmærksomhedslyster, så frygter vi, at det kan føre til øget risiko for, at lygten bruges i ikke-livreddende situationer.

Samtidig er der ikke rigtig skrevet nogle kontrolforanstaltninger ind i bekendtgørelsen. Det er eksempelvis frivilligt, om at man vil tages af listen igen. Færdselsstyrelsen bør som minimum have mulighed for at fjerne organisationer fra listen, hvis der er gentagne brud på reglerne.

Samlet set anbefaler vi, at man genovervejer bekendtgørelsesudkastet og foretager en bredere konsekvensanalyse. Dette bør inkludere en grundig vurdering af trafiksikkerheden, praktisk anvendelighed og mulige alternativer.

Vi håber, at transportministeren vil tage vores bekymringer alvorligt og genoverveje den foreslåede bekendtgørelse. Det er vores fælles ansvar at sikre, at trafikken er så sikker som muligt for alle.

Annonce