Debat: Beslutning om begrænset udbud i Region Syd giver ingen mening

Vi er rigtigt glade for, at ambulancekørslen i Trekantområdet sendes i udbud igen i 2025. Men vi begriber absolut ikke, hvorfor det ikke er hele regionens ambulancetjeneste, der sendes i udbud. Det giver for os ingen mening, når nu udbuddet alligevel skal laves og udformes. Det skriver formanden for Reddernes Landsklub og fællestillidsmanden for Responce i dette debatindlæg.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til BeredskabsInfo. 

Af Andi Helbo Sejersen, fællestillidsrepræsentant for Responce i Region Syddanmark, og Stefan Fyhn Gregersen, formand for Reddernes Landsklub

Præhospitalsudvalget i Region Syddanmark har truffet en beslutning ift. udbud, som vi ikke helt ved, hvad vi skal synes om. Således er det besluttet at sende ambulancetjenesten i Trekantområdet i udbud i 2025, mens de øvrige tre delområder, som varetages af regionen selv, ikke skal igennem samme proces.

På den ene side er vi rigtig glade for, at Trekantområdet sendes i udbud igen i 2025. Der er meget fornuft i at have både private og offentlige aktører på ambulanceområdet i en region. Vi er også glade for, at Region Syddanmark har valgt, at der skal laves samlet udbud for både den liggende sygetransport og ambulancetjenesten, herunder lægebil mm. Det er nogle af de ting, vi har råbt op om vigtigheden af, så det glæder os.

Men vi må også bare sige, at vi absolut ikke begriber, hvorfor det ikke er hele regionens ambulancetjeneste, der sendes i udbud. Det giver for os ingen mening, når nu udbuddet alligevel skal laves og udformes. Og jo – der kan sagtens laves udbud på ambulancetjenesten, uden det skal medføre uro og utryghed. Men det handler om politisk velvilje.

Vigtigt at sikre løn og arbejdsvilkår ved udbud

Vi har enorm respekt for, at Region Syddanmark gerne vil sikre tryghed for redderne i Ambulance Syd. Den tryghed håber vi så også, at de vil sikre for redderne i Trekantområdet. For der kan nemlig godt sikres tryghed for redderne i forbindelse med udbud. Det handler om politisk vilje til at gøre det. De kan blot sikre, at der anvendes lov om virksomhedsoverdragelse. Derved sikres den ansatte at overgå til evt. ny arbejdsgiver på de vilkår, som den enkelte kender i dag. Herunder løn og ansættelsesvilkår. Så i og med at politikerne i Region Syd nu gerne vil sikre redderne tryghed, så har vi en klar forventning om, at lov om virksomhedsoverdragelse bliver gældende i udbuddet for Trekantområdet, ellers giver det absolut ingen mening. Så det vil I naturligvis blive holdt skarpt op på.

Vi er både glade og skuffede over elementerne i den her beslutning. Glade over, at der laves et udbud. Skuffede over, at Region Syddanmark ikke har modet til at sende deres egne områder i udbud, hvor Ambulance Syd jo så bare kan byde ind. Derved kan der så fortsat sikres en model, med både privat og offentlig ambulancetjeneste, som der grundlæggende er rigtig megen fornuft i. Vi glæder os på vegne af kollegaerne i Ambulance Syd over, at de nu forhåbentlig har lidt ro i maven, selvom vi nu gerne havde set den ro være sikret via en passus omkring lov om virksomhedsoverdragelse.

Andre store ændringer på vej

Det kan godt være, at der nu er sikret ro, men af strategimaterialet fra præhospitalsudvalget kan vi også se, at der er enormt store ændringer på vej for redderne i Region Syddanmark. Bl.a. er døgnvagten på vej væk i byer med behov for mere end to ambulancer, hvilket der faktisk godt kan være meget fornuft i. Herudover anbefales der rotationsordninger for redderne, mellem højt og lavt aktivitetsniveau beredskaber. Så til trods for, at der nu måske er sikret ro ift. udbud eller ej, så er vi spændte på, om den samme ro også eksisterer i september 2025, hvor de mange nye tiltag skal være indfaset. Vi tror det ikke. Så hvis Region Syddanmarks politikere tror, at der er sikret ro med den her beslutning, så tror vi, at de skal tage det med et gran salt. Vi siger det bare allerede nu: Det bliver absolut ikke nemt.

Alt i alt, så er det en beslutning, vi er meget delte omkring. Vi synes ikke, at argumentationen for at droppe et generelt udbud er den rigtige her. For os lugter det mere af, at Region Syddanmark ikke tør sende deres egne områder i udbud. Så er der nu i virkeligheden skabt et offentligt monopol på ambulancetjenesten i stedet, stik imod Danske Regioners egne anbefalinger fra 2018, hvor de udgav rapporten ”Styrket konkurrence på ambulanceområdet”.

Annonce