Debat: Beredskab måtte betale bod på 95.000 kr. for defusing af reddere

Det kom til at koste Hovedstadens Beredskab ca. 95.000 kr. i bod fra Region Hovedstaden, da beredskabet i november besluttede at tage en ambulance ud af drift for at afholde en aflastningssamtale (defusing) med ambulanceredderne, som lige havde haft en voldsom oplevelse med en psykisk syg patient. Det fortæller fællestillidsmand Andreas Keil i dette debatindlæg.

Af Andreas Keil, fællestillidsmand i Hovedstadens Beredskab

Torsdag den 4/11-21 sendte Region Hovedstaden en ambulance ud til en borger, som de vidste havde pistoler, men alligevel informerede de ikke redderne om dette. Det er i vores optik en meget graverende fejl.

Det lykkedes ambulanceredderne at få pistolerne fra patienten, og først efterfølgende fandt politiet ud af, at der var tale om såkaldte hardballpistoler. Men dette kunne redderne ikke se. Oplevelsen var voldsom for de pågældende reddere og deres kollegaer i Hovedstadens Beredskab.

Region Hovedstadens håndteringen af hele hændelsen har udfordret tilliden til Akutberedskabet, og i min optik understøtter det opfattelsen af, at det er en organisation, som er udfordret i forhold til at skabe et trygt og sundt arbejdsmiljø for medarbejderne. Desværre.

Sagen blev dækket af medierne og resulterede i, at flere ambulancereddere afholdt fagligt møde grundet denne meget alvorlige episode.

Ikke en empatisk handling

Den 12/11-21 spurgte medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden Torben Kjær (Ø) ind til en række forhold i forhold til den pågældende tur, og den 17/12-21 fik Torben Kjær svar.

En kritik fra os (KbaK, den lokal faglige arbejdspladsklub i Hovedstadens Beredskab) var, at Akutberedskabet i Region Hovedstaden ikke håndterede denne situation betryggende eller tog den alvorligt, og efter turen ikke “greb” ambulanceredderne og sikrede, at de fik den nødvendige hjælp.

I Akutberedskabets svar til Torben Kjær oplever vi, at de frikender sig selv for fejl, og blandt andet svarer at ambulancen efterfølgende blev taget ud af drift. Men det, som Akutberedskabet ikke skriver, er at Region Hovedstaden tildelte en bod på ca. 95.000 kr. til Hovedstadens Beredskab for at tage ambulancen ud af drift i 9 1/2 timer.

Det mener vi fuldstændig understøtter den antagelse vi/KbaK har om, at Region Hovedstaden ikke har taget denne situation alvorligt, og det er meget bekymrende for det nuværende og fremtidige ambulancepersonale i Region Hovedstaden.

Det var Hovedstadens Beredskab alene, der tog ambulanceredderne ud af drift, og sikrede de fik den nødvendige hjælp og støtte.

At Region Hovedstaden tildelte bod på den pågældende tur oplever vi som en meget uempatisk handling fra Region Hovedstadens side.

Rettelse: Indlægget er rettet den 25. januar 2022, hvor det er præciseret, at ambulancen var ude af drift i 9 1/2 time, ikke som først angivet i 4 timer. 

Annonce