Debat: Ambulancebehandlere og akutlæger gør en forskel som et team

Arkivfoto: Niels Aage Skovbo

Ambulancerne og de dygtige reddere, der bemander dem, er selve grundstammen i den akutte hjælp til borgerne. Men suppleret med den præhospitale akutlæges viden og erfaring kan dette team gøre en livreddende forskel for de mest kritisk syge patienter. Det skriver Hospitalsledelsen i Region Midtjyllands Præhospital i dette debatindlæg.

Af lægefaglig direktør Per Sabro Nielsen og præhospital direktør Thomas Balle Kristensen

I lyset af debatten om præhospitale akutlæger og ambulanceredderes forskellige roller i den præhospitale indsats, vil vi fra Præhospitalet i Region Midtjylland gerne præcisere, at ambulancerne og de dygtige reddere, der bemander dem, er selve grundstammen i den akutte hjælp til borgerne.

I Region Midtjylland har vi 66 ambulancer bemandet med assistenter, behandlere og paramedicinere. Alle arbejder hver eneste dag for at hjælpe borgere, der bliver kritisk syge eller kommer alvorligt til skade. De er dygtige og engagerede og de udfører et fantastisk arbejde. Ambulancemandskabet er typisk dem, der kommer først frem til patienterne, så de gør en vigtig forskel i en lang række situationer, herunder også ved hjertestop uden for hospitalet, hvor hvert minut tæller.

Ambulancemandskabet er sundhedsfagligt uddannede og har kompetencer i forhold til at håndtere kritiske tilstande hos patienter under vanskelige vilkår med dårligt vejr, svær tilgængelighed og nogle gange kaotiske forhold med flere tilskadekomne. Så borgerne kan være helt trygge ved den primære hjælp, de får fra ambulanceredderne.

Samarbejde er altafgørende

Regionsrådet i Region Midtjylland har valgt at supplere ambulanceindsatsen med akutlægebiler bemandet med præhospitale akutlæger og lægeassistenter. Akutlægebilen medbringer avanceret udstyr og medicin svarende til en intensiv seng på hjul. Suppleret med den præhospitale akutlæges viden og erfaring kan dette team gøre en livreddende forskel for de mest kritisk syge patienter.

Der er dog ingen tvivl om, at det gode, tætte samarbejde og samspil mellem de forskellige medarbejdere, er altafgørende. Akutlægen er dybt afhængig af, at ambulancen når hurtigt frem og at behandlerne herfra tager sig af den første akutte hjælp. Oftest er de godt i gang med at finde ud af hvad patienten fejler, få taget nødvendige blodprøver og andre undersøgelser og smertedække patienten, når lægen ankommer. Og sammen udgør de to faggrupper et effektivt team, der sikrer patienterne den helt rigtige behandling.

Debat med respekt for forskellige fagligheder

I Region Midtjyllands Præhospital værdsætter vi både ambulancemandskabets indsats og de præhospitale akutlægers indsats. Sammen med akutbiler, 112-førstehjælpere og akutlægehelikopterne er alle vores dygtige medarbejdere med til at sikre en akuthjælp til borgerne, som vi kan være stolte af.

Vi kigger naturligvis løbende på, om der er mulighed for at optimere indsatsen. Derfor ser vi gerne en åben og saglig debat om, hvordan vi kan udvikle den akutte hjælp, så den er bedst muligt tilpasset den midtjyske befolkning og geografi. Og vi ønsker, at debatten tager udgangspunkt i respekt for de forskellige fagligheder og det gode akutte samarbejde, som udfolder sig hver eneste dag på de midtjyske landeveje og hjem.

Annonce