Stort flertal af danskerne ønsker obligatoriske førstehjælpskurser

Hele 81 % af danskerne mener, at det bør gøres lovpligtigt, at arbejdsgiverne giver deres medarbejdere førstehjælpskurser. Det viser en ny meningsmåling, som samtidig tyder på, at mange af de danskere, som faktisk har taget et førstehjælpskursus, vil have problemer med at bruge kurset i praksis, fordi det er over fem år siden, at de gennemførte kurset.

Det er en Megafon-måling for Dansk Folkehjælp, som viser, at hele 81 % af danskerne ønsker lovgivning, som forpligter arbejdsgivere til at give deres medarbejdere førstehjælpskurser. Det får generalsekretæren i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, til at opfordre politikerne til at lovgive på området:

”Målingen indikerer tydeligt, at vejen frem mod at sikre, at flere mennesker overlever et hjertestop i Danmark, er via landets arbejdspladser. Det synes jeg, at man skal tage alvorligt, for vores erfaringer og den seneste måling viser desværre, at danskerne ellers ikke gennemfører et førstehjælpskursus ad frivillighedens vej”, siger generalsekretæren.

Statistikken viser, at chancerne for at overleve et hjertestop i København er markant dårligere, end hvis man befinder sig i Oslo. Megafon-målingen giver imidlertid ikke håb om, at det billede vil ændre sig. Målingen viser nemlig, at selvom 76 % af danskerne på et tidspunkt i deres liv har taget et førstehjælpskursus, så har kun 37 % taget kurset inden for de sidste fem år, og kun 26 % har gennemført og vedligeholdt et førstehjælpskursus inden for de tre år, som førstehjælpsorganisationerne anbefaler.

Endelig peger målingen på, at halvdelen af danskere over 60 år, der ellers er i højrisikozonen for at få hjertestop, ikke kan yde førstehjælp, og at de ældre over 60 år, der kan yde førstehjælp, helt undlader at genopfriske deres kurser.

Annonce