Dansk-tysk projekt vil tilbyde gratis førstehjælpskurser

Organisationen Dansk Folkehjælp er gået sammen med den tyske søsterorganisation ASB Schleswig-Holstein om projekt Saving Life. Projektets formål er at motivere så mange borgere som muligt til at lære livreddende førstehjælp og træde til som frivillige førstehjælpere, når borgere i deres lokalsamfund rammes af hjertestop. Det sker bl.a. gennem gratis førstehjælpskurser.

Især i tyndt befolkede områder i både Tyskland og Danmark er problemet, at der ofte går for lang tid, før ambulance er på stedet – især når det gælder hjertestop, hvor det typisk handler om sekunder og minutter. Med det tysk-danske samarbejde om Interreg-projektet Saving Life vil Dansk Folkehjælp gøre sit for, at flere overlever et hjertestop. Det vil ske gennem tilbud om gratis førstehjælpskurser.

For at overleve et hjertestop er det afgørende, at der sættes ind med kvalificeret førstehjælp hurtigst muligt, da chancen for overlevelse falder med 10 pct. for hvert minut, der går. Hvis en person får hjertestop, og der ikke ydes livreddende førstehjælp, inden ambulancen når frem, overlever kun én ud af 30. Hvert minut er derfor kostbart, når kollegaer og naboer rammes af hjertestop, så den livreddende førstehjælp er afgørende for chancen for at overleve et hjertestop.

Europæiske fond finansierer gratis kurser

Gennem tilbud om gratis førstehjælpsuddannelse ønsker Dansk Folkehjælp, at antallet af overlevende efter hjertestop i Region Syddanmark og Sjælland samt det nordlige Schleswig-Holstein i Tyskland øges markant. Projektet finansieres af midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

Derfor udbyder Dansk Folkehjælp nu syv timers førstehjælpskurser i Region Syddanmark og Region Sjælland. Efter endt førstehjælpskursus vil deltagerne automatisk blive optaget som førstehjælpere i den respektive region.

Tilmelding kan ske her.

Annonce