Dansk Autohjælp overtager selskab – og ny førstehjælpsenhed

Et forsøg med en ny førstehjælpsenhed har foreløbig halveret den tid, som borgerne i Spøttrup skal vente på hjælp ved ulykker og sygdom. Det er firmaet Dansk Rednings Tjeneste, med hovedsæde i Salling, der har tilbudt Viborg Amt at stille en førstehjælpsvogn til rådighed i to år ganske gratis. Selskabet overtages nu af Dansk Autohjælp. 

Formålet med Dansk Rednings Tjenestes forsøg er at komme ind på et marked, som i dag er helt domineret af Falck. To biler står klar til at rykke ud i Spøttrup Kommune med kort varsel. Ordningen har nu fungeret i 14 dage, og bilerne er kørt ud i alt otte gange. En opgørelse fra Dansk Rednings Tjeneste viser, at man er fremme på 4-5 minutter, mens ventetiden på en ambulance er 8-9 minutter.

Samtidig er Dansk Rednings Tjeneste blevet overtaget af konkurrenten Dansk Autohjælp. Dansk Autohjælp vil med overtagelsen styrke sin position indenfor blandt andet landbrugsområdet – et området, som Dansk Autohjælp for tiden udbygger meget kraftigt. Dansk Rednings Tjeneste hovedkontor bliver flyttet til Århus, mens det tidligere hovedkontor i Spøttrup vil blive videreført af de hidtidige ejere som Dansk Autohjælps specialstation.

Annonce