Danmark har nu 41 hjertesikre zoner

Arkivfoto

Det er nu knap et år siden, at konceptet Hjertesikker Zone blev lanceret, og siden da er det lykkedes at få etableret 41 Hjertesikre Zoner i Danmark. En Hjertesikker Zone er et afgrænset område – f.eks. en virksomhed, en lufthavn, et fitnesscenter, et idrætsanlæg, et museum eller en grundejerforening – der har implementeret en række tiltag, som kan øge chancen for, at en person overlever et hjertestop i zonen.

Hjertesikker Zone er et koncept fra Dansk Råd for Genoplivning, som er en nonprofitorganisation, der arbejder for, at flere overlever hjertestop i Danmark. Hjertesikker Zone er etableret i samarbejde med Hjerteforeningen, Brancheforening for Hjertestartere, TrygFonden og de præhospitale direktioner.

For at blive godkendt som Hjertesikker Zone skal man leve op til ni kriterier. Blandt andet skal mindst hver femte ansatte have gennemført et førstehjælpskursus indenfor de seneste to år, der skal være mindst én hjertestarter i zonen, der er offentligt tilgængelig døgnet rundt, og så skal alle i den Hjertesikre Zone have adgang til en hjertestarter og kunne tage den i brug inden for tre minutter. Dette er særlig vigtigt, da chancen for at overleve et hjertestop falder med cirka 10 procent pr. minut, hvis ikke der bliver gjort noget.

Første rådhus har fået certificering

Det er nu – knap et år efter lanceringen – blevet etableret 41 Hjertesikre Zoner rundt omkring i Danmark. Zonerne kan ses her.

Blandt zonerne er Gentofte Rådhus, Gentofte Sportspark og Kildeskovshallen, der alle har indsendt en ansøgning og er blevet certificeret som Hjertesikre Zoner. Indsatsen er en del af Gentofte Kommunes igangværende hjertestarterkampagne, som har til formål at skabe tryghed og redde liv i tilfælde af hjertestop. Kommunen arbejder blandt andet på at få flyttet hjertestartere, så de bliver døgntilgængelige, samt at få opsat endnu flere hjertestartere, som også vil være tilgængelige døgnet rundt. Derudover tilbydes der gratis førstehjælpskurser i kommunen.

Når Gentofte Rådhus er blevet certificeret som Hjertesikker Zone, er det første gang, at et rådhus får den godkendelse. Og det er et vigtigt signal at sende, siger borgmester Michael Fenger:

”I Gentofte Kommune har vi fokus på at skabe tryghed og forebygge varige skader og død i tilfælde af hjertestop. Da Christian Eriksen faldt om med hjertestop under EM i fodbold forrige år, fik vi alle sammen set, hvor vigtigt det er, at nogen reagerer hurtigt og korrekt – men også, at hjertestop kan ramme som lyn fra en klar himmel. Derfor er det vigtigt, at hjælpen altid er lige i nærheden for de borgere og medarbejdere, der kommer i rådhuset, Kildeskovshallen og sportsparken”, siger borgmesteren.

Annonce