Danmark blandt de første til at afskaffe den stive halskrave til traumepatienter

Foto: Region Hovedstadens Akutberedskab

Fremover skal patienter, der har været udsat for f.eks. et trafikuheld eller en faldulykke, flyttes i en trykaflastende båremadras i stedet for på et. Det overflødiggør brugen af stiv halskrave samt mindsker smerter og udvikling af tryksår under transporten til hospitalet. Danmark er et af de første lande til at vedtage dette tiltag.

Sundhedsstyrelsen anbefaler – som en af de første myndigheder i verden – at der i nogle tilfælde bruges en vakuummadras, der former sig efter den tilskadekomnes krop, i stedet for brug af fået en stiv halskrave og en stiv båre, også kendt som et spineboard.

De nye anbefalinger bryder med årtiers praksis i at transportere traumepatienter. For tilskadekomne borgere kan den nye måde reducere smerter og tryk, fortæller Christian Maschmann, der er præhospital akutlæge ved Region Hovedstadens Akutberedskab og har stået i spidsen for de nye retningslinjer:

”Patienter får formentlig færre smerter af at ligge på en vakuummadras, fordi trykket bliver fordelt mere jævnt end på et spineboard. Deres rygsøjle bliver stabiliseret af vakuum i stedet for at blive trykket hårdt ned mod et stift bræt”, siger han og tilføjer, at anbefalingerne bygger på en grundig gennemgang af al international faglitteratur samt konsensusbeslutninger vedtaget ved hjælp af en sundhedsfaglig styregruppe bestående af repræsentanter fra alle de præhospitale organisationer, ambulancetjenesterne samt alle relevante medicinske specialer.

Ingen beskyttende effekt

Christian Maschmann har stået i spidsen for styregruppen, der det seneste år har gransket fordele og ulemper ved forskellige måder at flytte patienter på. Selv trækker han på praktisk erfaring som anæstesilæge på en af regionens akutlægebiler og som akutmediciner i akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital, hvor mange patienter indtil nu er blevet behandlet med en stiv halskrave og lejret på et stift spineboard, indtil røntgenbilleder kunne udelukke en eventuel skade på deres rygsøjle.

”Jeg har set mange patienter i akutmodtagelserne, der har fået en halskrave på, fordi man frygtede at de kunne have fået en rygskade. Det er selvfølgelig sket i den bedste mening og ud fra de gældende retningslinjer, men de studier, der er blevet gennemført de sidste 50 år, har aldrig kunnet bevise en beskyttende effekt”, fortæller Christian Maschmann.

Han påpeger, at den nationale ekspertgruppe på baggrund af den internationale faglitteratur og deres erfaringer har vurderet, at brugen af den stive halskrave kan have skadelige virkninger og i bedste fald er en overbehandling, der potentielt gør mere skade end gavn. Rygmarvsskader er meget sjældne, og derfor findes der ikke videnskabelig forskning i flytning af patienter med rygmarvsskader, og det er ofte ikke til at afgøre, om en skade er forårsaget af ulykken eller af manglende eller forkert stabilisering ved flytning.

I stedet for at bruge en stiv halskrave lyder den nye anbefaling nu på at flytte og stabilisere nogle af traumepatienterne ved hjælp af vakuummadrassen, der kan formes så den støtter rundt om f.eks. nakken. Danske ambulancer har allerede vakuummadrasser, og når anbefalingen om at bruge dem bliver udbredt, forventes det at brugen af de stive halskraver vil høre fortiden til.

Instruktionsvideoer på vej

Arbejdet med den nye anbefaling er finansieret af Sundhedsstyrelsen. Aktuelt er akutberedskaberne og hospitalerne i de danske regioner i fuld gang med implementeringen.  Region Hovedstaden, herunder Rigshospitalet, og Region Sjælland har meldt ud, at de vil være klar til anvendelsen af de nye guidelines fra 1. december 2018.

De fem regioner har desuden finansieret og produceret korte instruktionsvideoer, der vil illustrere, hvordan de nye guidelines kan anvendes i praksis. Videoerne forventes færdige til december 2018.

Annonce