Falck og Københavns Brandvæsen deles om hovedstadens ambulancekørsel

Arkivfoto: WPCOM/HEB

På samme dag, hvor Roskilde Brandvæsen mistede sin eneste tilbageværende ambulancekontrakt, får Københavns Brandvæsen styrket sin ambulancetjeneste. Brandvæsenet skal sammen med Falck stå for al ambulancekørsel i Region Hovedstaden, hvor Falck får fire delområder, mens Københavns Brandvæsen får to. Regionen sparer over 400 mio. kr.

De nye kontrakter træder i kraft den 1. februar 2016 og får en løbetid på seks år. I løbet af den periode sparer Region Hovedstaden 438 mio. kr. i forhold til de nuværende kontrakter, men fratrækker man, at Region Hovedstaden selv overtager nogle opgaver, der tidligere blev varetaget af ambulanceoperatørerne, er nettobesparelsen 402 mio. kr.

Konkurrencen blev ikke i sig selv styrket ved dette udbud – der kom nemlig ikke tilbud fra en eneste ny ambulanceoperatør. Udover Falck og Københavns Brandvæsen kom der tilbud fra Frederiksberg Brandvæsen, der i dag varetager ambulancekørslen på Frederiksberg og i Vanløse, men Frederiksberg Brandvæsen mister med udbudsresultatet sin ambulancetjeneste.

”Vi valgte det, der var bedst for borgerne, når de har brug for hjælp fra en ambulance, og samtidig billigst for regionen. Jeg er meget tilfreds med udbuddets resultat. Vi sætter nye og højere standarder for ambulancekørsel i Danmark med de krav, vi har sat. Det bliver en mærkbar gevinst for de mange borgere, som vi skal hjælpe, som ofte står i en sårbar og akut situation”, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

De indkomne bud blev evalueret ud fra en række kvalitative kriterier og prisen, og Falck og Københavns Brandvæsen var bedst og billigst og dermed samlet set økonomisk mest fordelagtige. Et kontrolbud lavet af et uafhængigt konsulentfirma, for at se om prisen for kørslen var passende, ændrede ikke ved den beslutning.

Falck skal køre ambulancer i områderne Nord-Vest, Nord-Øst inkl. Bornholm,  Syd-Vest samt Midt-Øst, mens Københavns Brandvæsen får opgaven i områderne Byen-Vest og Byen-Øst. Falck har fået tildelt de fire områder, som en enkelt udbyder maksimalt kunne vinde i udbuddet. For Falck indebærer det, at redningskorpsets samlede dækningsområde reduceres i forhold til i dag, da ambulancebaserne i bl.a. Hvidovre og Tårnby samt på Vesterbro overgår til Københavns Brandvæsen. I alt skal Københavns Brandvæsen fremover drive 16 ambulanceberedskaber, der placeres på syv baser (Hvidovre, Frederiksberg, København Vesterbro, København Indre By, København Nørrebro, København Østerbro og Tårnby).

Servicemålet for Region Hovedstadens ambulancer vil være det samme som i dag, svarende til at 90 % af alle ambulancer med udrykning skal være fremme hos borgerne inden for 13 minutter, efter opgaven er modtaget til disponering på 112-AMK-vagtcentralen.

For borgerne og ambulancepersonalet er der en række forbedringer på vej i de nye kontrakter:

  • Helt nye ambulancer bliver udstyret med et elektrisk båresystem, som gør, at det bliver langt mere skånsomt og sikkert for patienterne at blive sat ind og taget ud af ambulancen, og samtidig vil ambulancepersonalet ikke blive udsat for helt så mange tunge løft dagligt
  • Ambulancerne indrettes, så personalet kan udføre en række behandlinger siddende fastspændt i sædet ved siden af patienten. Dermed vil patient- og personalesikkerheden under transporten blive bedre, og patienterne kan i højere grad behandles under selve transporten
  • Ambulancepersonalet skal arbejde efter nye og fælles retningsliner for behandling med vægt på kvalitet. Der vil derfor ikke være forskel, uanset hvor man bliver hjulpet og behandlet i regionen
  • Der skal iværksættes læring straks ved en utilsigtet hændelse i ambulancetjenesten på tværs af leverandører
  • Der sættes fokus på forskning og udvikling af ambulancetjenesten i et samarbejde mellem leverandørerne og regionens akutberedskab

Derudover sikrer de nye kontrakter, at der bliver ansat mindst 12 elever om året i ambulancetjenesten for at fremme uddannelsesmulighederne for unge.

Der kan gøres indsigelser mod beslutningen om tildeling af ambulancekørslen frem til og med den 29. december 2014. Hvis ikke indsigelserne forhindrer det, vil kontrakterne blive underskrevet efter nytår.

Annonce