Brandvæsenerne i Region Sjælland skal fremover regne med at få en faktura hver gang de vælger at tilkalde en ambulance som standby ved brande. Fra næste år vil Region Sjælland nemlig kun dække udgiften, hvis der rent faktisk bliver behov for ambulancen, altså hvis der kommer en patient i bårerummet. I de hyppigt forekommende tilfælde, hvor ambulancen ikke kommer i brug, vil regionen ikke længere betale, og i stedet skal ambulanceoperatøren så sende en faktura til brandvæsenet.
I dag tilkalder brandvæsenets indsatsleder ofte en ambulance som standby, hvis meldingen eller andre omstændigheder tyder på, at der er risiko for, at der på brandstedet vil være tilskadekomne, som har brug for ambulancehjælp. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis brandvæsenet tilkaldes til en hus- eller villabrand om natten, og hvor der derfor er risiko for, at der er personer i bygningen, eller hvis der meldes om brand på et plejehjem eller en institution. Ved at tilkalde en ambulance som standby sikres det, at eventuelle tilskadekomne kan få hurtig hjælp, fordi ambulancen allerede vil være tilstede på brandstedet og ikke først skal tilkaldes, hvis der reelt viser sig at være tilskadekomne.
I langt de fleste tilfælde bliver der – heldigvis – ikke brug for den tilkaldte ambulance, og det er i disse situationer, at Region Sjælland nu ikke længere vil betale regningen.
Resultatet af udbuddet af ambulancekørselen i Region Sjælland blev offentliggjort i sidste uge, og BeredskabsInfo er i besiddelse af Region Sjællands udbudsmateriale, som altså har dannet grundlag for ambulanceoperatørernes tilbud. Her står der om standby-udrykninger:
“Når der opstår situationer hvor andre myndigheder, det være sig politiet eller en indsatsleder, rekvirerer en ambulance til standby, afsendes denne som ønsket. Afsluttes forløbet uden patient i vognen er forholdet regionen uvedkommende og afregnes mellem rekvirerende myndighed og leverandøren. Såfremt der kommer patient i vognen, indgår opgaven i den regionale forpligtelse og betales af regionen”. I en fodnote forklares udtrykket ”standby”: “Ambulancer rekvireres i nogen tilfælde på formodning om behov for en ambulance, eksempelvis ved bygningsbrand”.
Trods talrige henvendelser til Region Sjælland er det ikke lykkedes for BeredskabsInfo at få oplyst, om regionen har haft drøftelser med kommuner og politi om de betydelige udgifter, der nu overføres fra regionen til kommuner og politi. Det har heller ikke være muligt at få oplyst baggrunden for regionens beslutning eller at få oplyst om spørgsmålet om betalingen for standby-udrykningerne har været drøftet mellem regionen og ambulanceoperatørerne i forbindelse med udbudsprocessen.