Brandmandsforening forærer hjertestarter til vandrerhjem

Formanden for brandmandsforeningen, Søren Christensen, overrækker hjertestarteren til lederen af Danhostel Ribe, Jens Philipsen

En af Ribe Brandmandsforenings aktiviteter er velgørende arbejde, og som led heri har foreningen netop foræret en hjertestarter til det lokale vandrerhjem. Den nye hjertestarter er placeret hos Danhostel i Ribe, og Ribe Fritidscenter, der ejer bygningerne, har bekostet skabet til starteren. Ved at placere hjertestarteren uden på bygningen, kan ekstra mange mennesker få gavn af den.

De mange mennesker, der færdes på Danhostel i Ribe, i den gamle Ribehal og på parkeringspladsen ved Hovedengen, får nu langt bedre muligheder for at yde førstehjælp, hvis en person i området skulle blive udsat for et hjertestop. Ribe Brandmandsforening har nemlig besluttet at skænke en hjertestarter til Danhostel.

”I brandmandsforeningen bruger vi en stor del af de penge, vi tjener ved at hjælpe ved forskellige arrangementer i byen, til velgørende formål. Området omkring Danhostel er et af de områder, hvor der færdes mange mennesker, og hvor der er langt til en hjertestarter. Derfor har vi valgt, at give hjertestarteren til Danhostel”, fortæller næstformand i brandmandsforeningen, beredskabsinspektør Kjeld Taumann.

Lederen af Danhostel, Jens Philipsen, er rigtig glad for, at huset nu er forsynet med en hjertestarter. ”Vi har gjort det, at Ribe Fritidscenter, som ejer af bygningen, har betalt skabet, så hjertestarteren hænger uden på bygningen. Det betyder, at den kan bruges af alle. Vi har mange, der benytter p-pladsen, og vi har valgt placeringen, så den kan bruges både af folk på Danhostel, af folk i hallen og gæster på pladsen”, siger Jens Philipsen.

”Der er mange arrangementer, der samler rigtig mange mennesker. Eksempelvis var der forleden tirsdag omkring 1.000 til Ribe Classic Cars, der er Ribe Dyrskue, og der er mange andre arrangementer ud over, hvor mange mennesker i det daglige også færdes på pladsen, så vi er rigtig glade for, at brandmandsforeningen har set, at området ikke var dækket”, siger Jens Philipsen.

Annonce