Brandfolk skal måske erstatte udrykningslæge ved hjertestop

Fremover bliver det måske brandfolk, der når frem som den første ressource ved hjertestop på Mols. Hidtil har en lokal læge fungeret som udrykningslæge, men den ordning har lægen opsagt. Samtidig vurderer Region Midtjylland ikke, at responstiderne kan nedbringes ved at forkantsdisponere en ambulance til området, for ingen af de øvrige ambulancer på Djursland kan undværes. Derfor overvejer regionen nu at indgå aftale med det fælleskommunale Beredskab og Sikkerhed om en ordning, hvor brandfolk rykker ud som 112-akuthjælpere.

I dag er der ingen ambulancestation på Mols, som derimod har en brandstation i Knebel. Det betyder, at ambulancen skal komme fra Rønde, hvilket giver høje responstider. Kun 37 pct. af ambulancerne er således fremme indenfor 10 minutter, hvor Region Midtjyllands servicemål er 75 pct. I en årrække har en lokal læge derfor fungeret som udrykningslæge, og den ordning blev i 2015 anvendt 44 gange. Men lægen har opsagt aftalen, der dermed udløb ved årsskiftet, og det har ikke været muligt for regionen at indgå aftaler med andre læger.

Ingen kapacitet til forkantsdisponering

I Region Midtjylland har man overvejet, om man i stedet kunne gøre oftere brug af muligheden for såkaldt forkantsdisponering, hvor en ambulance i perioder placeres på Mols for at holde responstiden nede. Regionens vurdering er imidlertid, at ambulancetjenesten ikke har kapacitet til en øget forkantsdisponering, fordi ambulancen så vil mangle et andet sted. Af de seks ambulancebaser på Djursland har de fem kun en enkelt ambulance, mens Grenå har to ambulancer. Ved forkantsdisponering til Mols ville ambulancen typisk skulle komme fra Rønde, der så ikke ville have et lokalt beredskab, og i Rønde-området er der næsten fire gange så mange akutte udrykninger som i Knebel-området.

Men nu har Region Midtjylland så fået en henvendelse fra direktøren for Beredskab & Sikkerhed, der er det fælleskommunale beredskab for Randers, Favrskov og Djursland. Beredskab & Sikkerhed foreslår, at lokale brandfolk i Mols-området kan indgå i akutberedskabet med blandt andet køretøj og en hjertestarter, så brandfolkene kan rykke ud ved hjertestop.

Netop den mulighed vil regionen nu arbejde videre med. Den vil medføre udgifter til uddannelse af brandfolk, til administration og til udrykningshonorarer, og i alt vil det komme til at koste ca. 80.000 kr. for opstart og drift det første år. Herefter skønnes udgifterne til at være ca. 70.000 kr. årligt, som vil kunne afholdes indenfor det eksisterende budget. Regionen håber på, at man kan spare et vagthonorar ved at brandfolkene tager vagterne på frivillig basis, men ellers vil der også være udgifter til vagthonorar.

Annonce