En gruppe på 19 brandfolk, ambulancereddere, kystreddere og sygeplejersker er gået sammen om at etablere en akuthjælperordning på Fanø. Ordningen skal supplere øens ambulanceberedskab, og baggrunden for etableringen er flere eksempler på, at ambulancen har været optaget, når der indløb en ny alarm, hvilket ifølge initiativtagerne har haft fatalt udfald.
Fanø har 3.345 indbyggere og mange feriegæster året rundt, især i sommerferien. Den nye akuthjælperordning startede som pilotprojekt den 1. juli 2017, og i løbet af de første tre uger har den haft 15 udkald.
I første omgang har akuthjælperne lånt udstyr fra Sydvestjysk Brandvæsen, der er placeret på brandstationerne i Nordby og Sønder Ho. Men nu lader der til at være politisk opbakning til, at Region Syddanmark yder en etableringsstøtte på 50.000 kr. til ordningen. Pengene skal især gå til førstehjælpsudstyr, veste og en grundig førstehjælpsuddannelse.