Borgmester: Udbud giver bedre ambulancekvalitet på Frederiksberg

Google Maps
Frederiksberg brandstation

Frederiksberg Brandvæsen vandt som bekendt udbuddet af ambulancekørslen på Frederiksberg og i Vanløse, og det betyder blandt andet øget kvalitet og helt nye ambulancer – men måske også højere responstider. Frederiksbergs borgmester, Mads Lebech (K), er stolt af sit brandvæsen: “Frederiksberg Brandvæsen er noget særligt”, siger borgmesteren, der samtidig fremhæver, at brandvæsenet endnu engang har demonstreret, at når man går efter noget, så når man også i mål. Mads Lebech uddelte i øvrigt ros til Frederiksberg Brandvæsen for at være gået meget professionelt ind i udbuddet.

“Grundlæggende synes jeg det er en styrke for Frederiksberg – og for Frederiksberg Brandvæsen og den ånd, man har – at det er lykkedes at fastholde ambulancetjenesten. Det har en betydning, at vi fortsat har to ambulanceberedskaber placeret centralt på Frederiksberg”, siger Mads Lebech til Vanløse Bladet.

På brandstationen på Howitzvej er man allerede i gang med at sikre, at brandvæsenet kan leve op til kravene i den nye kontrakt, der ifølge Mads Lebech vil give mere kvalitet i ambulancetjenesten. Der vil således ske en række forbedringer, hvor Frederiksberg Brandvæsen blandt andet skal ud og købe to nye ambulancer. De to nuværende, som ellers er relativt nye, skal i stedet bruges som reserve- og uddannelsesambulancer. Frederiksberg Brandvæsen skal også ansætte sin egen korpslæge, og så skal der ansættes eller uddannes paramedicinere, for den ene af ambulancerne på Frederiksberg skal være bemandet med en paramediciner.

Da regionsrådet tog beslutningen om udbuddet og serviceniveauet i ambulancetjenesten måtte de to medlemmer fra Frederiksberg, borgmester Mads Lebech (K) og 2. viceborgmester Karin Dubin (S), gå “uden for døren”. Begge var inhabile, fordi Frederiksberg Brandvæsen var blandt de, som bød på ambulanceopgaven. Men i regionsrådet gik Konservative mod det antal ambulanceberedskaber, som der nu er lagt op til. “Vi er bekymrede for det niveau, man har lagt. Vi mener det giver en risiko for længere responstider”, siger Mads Lebech. Han peger på, at responstiden i dag ligger på godt fem minutter på Frederiksberg. I den nye aftale er der lagt op til, at responstiden kan gå helt op til 12 minutter.

I regionsrådet stemte Socialdemokraterne for, og Frederiksbergs 2. viceborgmester, Karin Dubin, vurderer ikke, at Frederiksberg-borgerne vil mærke nogen negative konsekvenser af udbuddet. “Det vil fortsat være sådan, at der vil være en meget hurtig responstid for alvorligt syge, og oven i købet får man en højere kvalitet i ambulanceberedskabet. Jeg tror ikke, det vil give problemer – og så er jeg i øvrigt glad for og stolt over, at Frederiksberg Brandvæsen vandt udbuddet”, siger Karin Dubin.

Annonce