De borgere i Region Sjælland, som har været i kontakt med det præhospitale beredskab, er trygge og tilfredse med beredskabet. Det viser en stor brugerundersøgelse, hvor der især er stor ros til ambulanceredderne. Borgernes samlede tilfredshed med de enkelte faser af det akutte præhospitale forløb spænder fra 91 til 98 %.
Undersøgelsen omfatter patienter, som fik visiteret en ambulance akut i efteråret 2014. Der er udsendt 1.764 spørgeskemaer, og 712 borgere har besvaret skemaet inden for svarfristen. Det er anden gang, der er gennemført en brugerundersøgelse på det præhospitale område i Region Sjælland, og det er derfor muligt at undersøge udviklingen i brugernes tilfredshed og tryghed.
Borgerne er gennemgående positive i deres vurdering af oplevelsen af samtalen med den sundhedsfaglige visitator ved 112-opkald. Borgere i en akut, men ikke livstruende situation, gav udtryk for særlig stor tilfredshed med kontakten til den sundhedsfaglige visitator, den sundhedsfaglige visitators omsorg og professionalisme under samtalen, samt informationen om det videre præhospitale patientforløb.
Ventetiden fra 112-opkaldet til hjælpen kommer frem opleves forskelligt af borgerne, og selv en meget kort responstid kan opleves som lang. De fleste borgere gav samtidig udtryk for, at de var trygge, mens de ventede, og hvis borgerne ikke var trygge, mens de ventede, hang det ofte sammen med, at borgerne ikke oplevede at være blevet informeret om, hvor lang tid der kunne forventes at gå, inden hjælpen kom frem.
Få savner læge på skadestedet
Der er meget få borgere, som savnede personalegrupper på skadestedet. I de få tilfælde er der stor forskel på, hvilket kompetenceniveau der savnes – fra frivillige 112-akuthjælpere til en præhospital akutlæge. Størstedelen af de borgere, som savnede en læge, fik visiteret en ambulance med hastegrad B. Det vil sige den hastegrad, som anvendes til de mindre hastende akutte, men ikke livstruende sygdomstilfælde og tilskadekomster, og hvor borgeren derfor heller ikke er vurderet til at have behov for en præhospital akutlæge.
Borgernes tilfredshed er størst i de faser af det akutte patientforløb, hvor borgeren har direkte kontakt – ansigt til ansigt – med det præhospitale personale. Det drejer sig om personalets håndtering af situationen på skadestedet (97 % tilfredse) og under transporten til sygehuset (98 % tilfredse). Den mest positive vurdering findes i forbindelse med transporten til sygehuset, hvor 85 % af de adspurgte borgere angav at være ”meget tilfredse” med forløbet under transporten. De mest kritisk syge og tilskadekomne borgere var særlig tilfredse med hensyn til tryghed, omsorgsniveau og professionalisme samt informationsniveau.
Borgerne er generelt også positive i vurderingen af oplevelsen med overgangen fra ambulance til sygehus. Det er dog i forbindelse med skiftet mellem sektorer, at borgerne giver udtryk for den laveste grad af tilfredshed i undersøgelsen. Borgere, hvis sygdom eller tilskadekomst var mindre alvorlig, gav udtryk for en lidt lavere tilfredshed i forbindelse med sektorskiftet.
Stor tryghed ved beredskabet
Borgerne blev afslutningsvis bedt om at vurdere, hvor trygge de var ved det akutte beredskab. Dels om de var overbevist om, at de kunne få hurtig hjælp, hvis de igen skulle få brug for det, dels om hvor trygge de er alt i alt ved det akutte beredskab i Region Sjælland. 85 % af borgerne gav udtryk for, at de i høj grad var overbevist om, at de kan få hurtig akuthjælp, hvis de skulle få brug for det igen, og 94 % af borgerne angav, at de alt i alt var enten meget trygge eller overvejende trygge ved det akutte beredskab i Region Sjælland. Det er en markant forbedring i forhold til brugerundersøgelsen fra 2011.
Den forbedrede tryghed blandt borgerne glæder Jens Ravn, der er udvalgsformand for det præhospitale område i Region Sjælland: ”Det her viser, at den plan, der er lagt for det præhospitale område, har virket, og at vi har sikret borgerne den tryghed, som de fortjener”.
Jens Ravn fremhæver også, at undersøgelsen vidner om, at ambulancereddernes indsats skaber tryghed og ro på skadestedet, samt at redderne er omsorgsfulde og meget professionelle i deres indsats.
”Vores reddere leverer en fantastisk indsats, og de fortjener stor ros for at give borgerne tryghed”, siger Jens Ravn.
I de potentielt livstruende situationer går der i gennemsnit ca. otte minutter, inden hjælpen kommer frem. Selvom hjælpen er hurtigt fremme, når det brænder på, så nævner flere borgere, at ventetiden føles lang. Det er der en grund til, mener Jens Ravn:
”Når mennesker er i en presset situation, så kan få minutter hurtigt føles som timer. Selvom det er svært, så må man tage en dyb indånding og huske på, at hjælpen er der lige om lidt”.