Ambulancernes responstider i Region Nordjylland er under hårdt pres, fordi Falck om 1½ måned skal overdrage ambulancekørslen til regionens nye ambulancetjeneste og PreMed. Hidtil har Falcks reddere nægtet at tage ekstravagter på grund af utilfredshed over Falck og håndteringen af overgangen til de nye operatører. Men nu har redderne accepteret et tilbud om en bonus på 30.000 kr.
Forud for overdragelsen til de to nye ambulanceoperatører har flere reddere allerede forladt Falck eller helt opgivet branchen, og det har givet Falck udfordringer med at få alle vagter besat. Konsekvensen har været, at responstiderne er steget voldsomt.
Men ifølge DR Nordjylland har Falck nu tilbudt samtlige reddere en kontant bonus på 30.000 kr. hver – og det er der blevet takket ja til, oplyser reddernes fællestillidsmand. Bonussen er ét af flere initiativer for at sikre driften frem mod overgangen til de nye operatører den 1. april 2022. Falck har også taget imod et tilbud fra Region Nordjylland om at tilkøbe to af regionens egne ambulancer bemandet med regionens paramedicinere.