BIOS skal betale 30 mio. kr. tilbage – engang

Region Syddanmark har betalt ca. 30 mio. kr. for meget til BIOS. Det erkender BIOS, som også erklærer sig indstillet på et betale det store beløb tilbage. Under henvisning til selskabets pressede økonomi har BIOS dog bedt om tid til at vurdere, hvor meget virksomheden kan betale her og nu, og hvordan den øvrige tilbagebetaling kan foregå.

Det var forskellige fortolkninger af ambulancekontrakten og en fejl i Regions Syddanmarks håndtering af regningerne, der betød, at BIOS fik udbetalt en forudbetaling for meget i forbindelse med årsskiftet 2015/2016. Det svarer til, at BIOS fik udbetalt ca. 30 mio. kr. for meget.

Derfor skal BIOS nu tilbagebetale pengene til regionen.

Det er BIOS’ opfattelse, at de hele tiden har været berettiget til en ekstra måneds betaling – det vil sige en forudbetaling plus betaling for 30 dage ekstra. BIOS oplyser, at det er årsagen til, at virksomheden har indkrævet en ekstra forudbetaling i 2015. Efter et møde i dag med Region Syddanmark er BIOS imidlertid indforstået på at følge regionens fortolkning, der lyder på én enkelt måneds forudbetaling.

Sendte ekstra faktura i december

Den ekstra udbetaling af pengene er sket som led i afregningen for ambulanceberedskaberne i november og december 2015. Her skete der ifølge Region Syddanmark følgende:

  • BIOS fremsender en faktura for november, som Region Syddanmark ifølge kontrakten betaler forud 2. november 2015.
  • BIOS fremsender endnu en faktura for november for et beløb, som Region Syddanmark betaler 1. december. Denne faktura burde have været angivet som afregning for december.
  • BIOS fremsender igen en faktura, men denne gang for december, som Region Syddanmark betaler 17. december. Det er således denne betaling, der ikke skulle have været gennemført.

Det er således tilsyneladende fejl i BIOS’ fakturabeskrivelser, og den efterfølgende manglende kontrol fra Region Syddanmarks side, der er skyld i den ekstra forudbetaling.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Rikke Vestergaard vil nu sætte gang i en grundig undersøgelse:

”Det er simpelthen ikke godt nok, at der er sket sådan en fejl, og at den ikke er blevet opdaget før nu. Vi vil nu gennemgå hele forløbet og sikre os, at det ikke kan ske igen. BIOS’ sjusk med fakturaerne er ingen undskyldning for, at vi ikke fanger den slags tidligere i forløbet”, siger koncerndirektøren.

Regionsrådet vil modtage en redegørelse for regionens håndtering af afregningerne, så snart regionen har afdækket, hvorfor den ekstra udbetaling ikke blev bremset.

Politikere skal tage stilling til afdragsordning

Region Syddanmark havde på et møde i dag mulighed for at vende sagen med BIOS. Her oplyste BIOS, at selskabet er indstillet på at tilbagebetale beløbet, men BIOS har på grund af en presset økonomi bedt om tid til at vurdere, hvor meget virksomheden kan betale her og nu, og hvordan den øvrige tilbagebetaling kan foregå.

Forretningsudvalget i Region Syddanmark og regionsrådet skal tage stilling til tilbagebetalingsforslaget i august.

Annonce