BIOS mangler bemanding til tre ambulanceberedskaber

Ifølge de foreløbige oplysninger fra dagens møde i regionsrådet i Region Syddanmark mangler BIOS bemanding til mindst tre af de 56 beredskaber, som skal leveres. Politikerne drøfter i øjeblikket, om BIOS skal overtage eller om Falck skal fortsætte på det eksisterende kontraktgrundlag. Vælges Falck, vil det koste 90 mio. kr. ekstra om året.

I øjeblikket drøfter de politiske grupper i regionsrådet, hvad deres holdning skal være til de to alternative modeller. De foreløbige – og endnu ubekræftede – meldinger går på, at der blandt politikerne er en markant mistillid til BIOS, som menes at have pyntet på vagtplanerne og dermed svigtet regionens tillid, men en del politikere er indstillede på at give selskabet endnu en chance, dog under stærkt øget kontrol fra regionen. Det vil dog forudsætte, at politikerne accepterer, at der i perioder ikke kan bemandes alle de ambulancer, som BIOS egentlig har kontrakt på. Angiveligt vil der være tale om, at mindst tre beredskaber ikke vil blive bemandet, men der mangler reelt bemanding til seks beredskaber – nogle af disse vil dog kunne bemandes gennem regionens aftale med Responce.

Som alternativ kan regionen vælge at fortsætte med Falck, men det vil så være på Falcks eksisterende kontraktgrundlag, der bl.a. indebærer, at redderne skal arbejde på vagtformer, som er dyrere. Det vil – stadig ifølge de ubekræftede meldinger fra regionspolitikere – medføre, at regionen kommer til at betale ca. 90 mio. kr. mere om året end betalingen til BIOS. Falck har angiveligt afvist, at man indenfor de eksisterende rammer kan overgå til de billigere vagtformer. En Falck-løsning forventes at medføre et erstatningskrav i niveauet 300 mio. kr. fra BIOS. Den juridiske vurdering er nemlig, at BIOS godt nok har misligholdt kontrakten, men at misligholdelsen har karakter af et tillidsbrud, der ikke giver regionen mulighed for at ophæve kontrakten.

Hvis regionen vælger Falck-løsningen, vil den formentlig skulle gælde i omkring et år, hvorefter et nyt udbud gennemføres. Derefter vil der gå yderligere et år, inden udbudsresultatet kan realiseres.

Både Falck og BIOS har afvist en model, hvor ambulancekørslen i regionen deles mellem de to.

Det ventes, at der træffes en beslutning om den fremtidige ambulancedrift først på aftenen.

Annonce