Da debatten om BIOS rasede, var det Facebook-gruppen ”Nej tak til ambulancekaos”, som bragte mange af de kritiske historier om det hollandske ambulanceselskab. Det fremstod som om, at gruppen blev administreret af en ambulanceredder i Region Syddanmark, men reelt var den oprettet af Falcks kommunikationsbureau, der også kom med forslag til kritiske historier, som redderen kunne offentliggøre.
Facebook-gruppen ”Nej til ambulancekaos” blev oprettet af Falck-redder Finn Andersen fra Fyn i september 2014. Gruppen fik hurtigt mange tusinde medlemmer, og både Finn Andersen og medlemmerne bragte dagligt kritiske nyheder om BIOS – ofte i form af deling af artikler fra andre medier.
Men ifølge Konkurrencerådets nylige afgørelse var Facebook-gruppen led i en plan, der var lagt af Falck. I afgørelsen er gruppens og ejerens navn anonymiserede, men det fremgår af sammenhængen, at der er tale om ”Nej til ambulancekaos”.
Fremstod uafhængig af Falcks ledelse
Ifølge Konkurrencerådet anvendte Falck det, der i konkurrencelovgivningen hedder ekskluderende aktiviteter, overfor BIOS. Og ofte blev aktiviteterne udført i armslængde, således at de konkrete aktiviteter ikke kunne føres tilbage til Falck som den reelle initiativtager og afsender. Aktiviteterne fremstod på den måde som objektive og troværdige for både redderne i Falck og offentligheden.
”En af Falcks ekskluderende aktiviteter, etableringen og brugen af [en gruppe på et socialt medie], fremstod eksempelvis som uafhængig af Falcks ledelse, idet gruppen tilsyneladende var oprettet og drevet af [en ambulanceredder i Region Syd]. [Gruppen på det sociale medie] blev dog oprettet af Falck som led i implementeringen af Falcks overordnede, ekskluderende strategi, og var også reelt drevet af Falck i ’dobbelt armslængde’, dvs. via [kommunikationsbureau X] og med [en ambulanceredder i Region Syd] som administrator af gruppen”, skriver Konkurrencerådet i afgørelsen.
Kommunikationsbureau og Falck havde adgang
”[Gruppen på det sociale medies] formål var reelt at skabe usikkerhed og bekymring hos ambulanceredderne i Syd om BIOS som arbejdsgiver og mobilisere redderne, deres familier, venner og øvrige borgere i protest over BIOS som fremtidig ambulanceleverandør. Målet var, at redderne ville afholde sig fra at søge over til BIOS. På opdrag fra Falck fulgte [kommunikationsbureau X] med i aktiviteterne i gruppen og kom på daglig basis med forslag til nyheder, som [ambulanceredderen i Region Syd] kunne lægge op i gruppen. Falck var desuden i besiddelse af log-in og adgangskode til [ambulanceredderen i Syds] profil på [det sociale medie]. Falck havde dermed direkte adgang til gruppen og kunne både lægge opslag op, godkende eller afvise opslag samt fjerne opslag og kommentarer til opslag i gruppen”, skriver Konkurrencerådet.
Efter offentliggørelsen af Konkurrencerådets afgørelse har ”Nej tak til ambulancekaos” skiftet navn til ”Abc”, og alle medlemmer af gruppen er blevet slettet.