Det går fremad med rekrutteringen af reddere i BIOS, som nu har ansat 456 fuldtidsmedarbejdere. Det omfatter både ambulancereddere og sygetransportreddere. Hertil kommer, at BIOS har et antal timereddere, der fungerer som vikarer. En del af de nye medarbejdere kommer først i vagt i løbet af november og december.
Det er Region Syddanmark, som kan viderebringe de nye oplysninger fra BIOS, der dermed nærmer sig idealbemandingen på 550 reddere. Den forbedrede rekrutteringssituation har også medført, at antallet af ambulancer, som Responce må stille til rådighed for at kompensere for mangler hos BIOS, fra november reduceres fra fire til tre ambulancer.
Nye tal fra Region Syddanmark viser, at den gennemsnitlige responstid faldt en anelse i oktober. I gennemsnit var de syddanske ambulancer således fremme efter 8,4 minutter mod 8,6 minutter i september. Responstiderne ligger dog stadig markant over 3. kvartal 2014, hvor den gennemsnitlige ventetid på ambulancen kun var 7,8 minutter.