BIOS-direktør: Vores økonomi var i balance

BIOS-direktør Morten Hansen

BIOS’ drift var i balance i perioden umiddelbart op til konkursen i juli 2016. Det har selskabets nu forhenværende direktør, Morten Hansen, fortalt til konkursboets kurator. Ifølge Morten Hansen var det hans forventning, at selskabet fra dette tidspunkt kunne få overskud eller i hvert fald balance i driften.

Ifølge en ny redegørelse fra kurator i BIOS’ konkursbo mente BIOS’ direktør, Morten Hansen, således, at selskabet var på rette kurs i juli 2016, hvor BIOS ellers endte med at kaste håndklædet i ringen og erklære sig konkurs. Morten Hansens forventning var, at driften fra juli 2016 ville give overskud eller i hvert fald være i balance.

Imidlertid havde den tabsgivende drift medført, at BIOS havde opbygget en betydelig gæld – herunder et krav om tilbagebetaling af 31 mio. kr. til Region Syddanmark, der ved en fejl havde betalt en ekstra månedsrate til BIOS. Og selv om der altså ifølge Morten Hansen var udsigt til overskud på driften, så var hverken BIOS’ hollandske ejer eller bankforbindelsen Rabobank indstillede på at tilføre likviditet på 31 mio. kr. til brug for en tilbagebetaling til regionen. Derfor gik selskabet konkurs.

Stor underbalance

Den nye redegørelse fra kurator viser, at BIOS’ konkursbo har gæld på 371 mio. kr. Aktiverne udgør beskedne 23 mio. kr., og de stammer stort set udelukkende fra salget af materiel og udstyr til Region Syddanmark i forbindelse med regionens hjemtagning af ambulancekørslen. Ved årsskiftet havde BIOS ifølge regnskabet ellers samlede aktiver for 242 mio. kr., men de er altså stort set forsvundet – bl.a. fordi ambulancerne, som udgjorde en stor del af aktiverne, var leasede.

Kurator oplyser også, at man stadig er ved at undersøge, om BIOS’ ledelse kan pålægges en såkaldt konkurskarantæne, som forhindrer dem i at indgå i ledelsen af selskaber i fremtiden. Ledelsen, der undersøges, bestod af direktør Morten Hansen, bestyrelsesformand Stefano Hesselink, bestyrelsesmedlem Adrianus Johannes Romijn og bestyrelsesmedlem Johannes Hermanus Jozef Meeder.

Annonce