Beredskabschef afviser kritik af akutlægebil

Ambulancefolkene i København har i skarpe vendinger kritiseret Region Hovedstadens valg af Roskilde Brandvæsen som ny operatør af regionens nyeste akutlægebil. Ifølge de københavnske ambulancefolk vil Roskildes ambulancefolk mangle lokalkendskab og kendskab til optagekriterierne, ligesom deres uddannelse er kortere end deres københavnske kollegaers. Men Roskildes beredskabschef afvise kritikken. Han mener, at ambulancefolkenes uddannelse allerede indeholder mange af de ting, som indgår i den københavnske lægeassistent-uddannelse, og han påpeger, at det er lægen, som bestemmer, hvilket sygehus patienten skal køres til.

Roskilde Brandvæsen skal levere lægeassistenter til akutlægebilen, der skal dække københavnske omegnskommuner, men lægeassistenterne skal kun have to dages uddannelse. Lægeassistenterne hos Københavns Brandvæsen får en uddannelse på fem dage. Men beredskabschef Carsten Iversen fra Roskilde Brandvæsen fortæller til Dagbladet Roskilde, at den uddannelse, som ambulancefolkene i Roskilde allerede har gennemgået, indeholder en stor del af de elementer, som i København indgår i den ekstra uddannelse til lægeassistent.

Beredskabschefen afviser også kritikken af, at de nye lægeassistenter vil mangle kendskab til deres nye dækningsområde og til indbringelses- og visitationsregler. Carsten Iversen påpeger således, at det under alle omstændigheder bliver en læge, der bestemmer, hvilket sygehus, en patient skal køres til. Han peger desuden på, at Roskilde Brandvæsen omkring syv gange dagligt har kørsler til sygehuse i Københavns-området, så man kommer jævnligt i den københavnske trafik. Derudover råder man ifølge beredskabschefen over en del medarbejdere, som tidligere har arbejdet i København.

Carsten Iversen mener, at en del af kritikken kan forklares med, at man i København ikke har vænnet sig til den konkurrencesituation, som længe har været en del af hverdagen for Roskilde Brandvæsen.

Annonce