Uddannelserne som ambulanceassistent og ambulancebehandler skal lægges sammen, og den nye uddannelse vil med fordel kunne være på professionsbachelor-niveau. Det vil nemlig give den enkelte redder langt flere muligheder – f.eks. merit på andre uddannelser. Samtidig bør paramedicineruddannelsen ændres til en specialuddannelse som det kender fra specialsygeplejerskeuddannelserne. Det skriver formanden for Dansk Ambulance Råd, Kenneth Lübcke, i dette debatindlæg.
Af Kenneth Lübcke, formand for Dansk Ambulance Råd
Blandt reddere i Danmark er der et udbredt ønske om, at vi får en bedre uddannelse, end den vi har i dag. Vi ønsker en beskyttelse af vores fag – altså en reel autorisation – så det er Sundhedsstyrelsen, der kan tildele og fratage autorisationer. Det skal ikke være op til den enkelte entreprenør, som vi kender det i dag.
Det skal heller ikke være op til ganske få læger at fastlægge, hvilke kompetencer en ambulancebehandler og paramediciner bør have eller kunne uddannes til. Det bør i et land som Danmark kunne nationaliseres og ikke efter laveste fællesnævner. Vi bør se sagen ud fra et samfundsmæssigt og økonomisk fornuftigt niveau, og det er præcis det ærinde, vi fra Dansk Ambulance Råd er ude i.
Erhvervs- eller sundhedsuddannelse?
I dag er redderuddannelsen en transportuddannelse, der er forankret i erhvervsskole-regi. Mange snakker om, at der skal den blive. Andre taler for, at uddannelsen flyttes til sundhedsskolerne og bliver en sundhedsuddannelse.
Vi kan ikke blive uenige om, at der skal ændringer til, men om uddannelsen skal ligge det ene eller andet sted, må være et spørgsmål, vi skal debattere indgående. Det må handle om, hvem der tilbyder den bedste uddannelse og kan honorere de krav, der stilles af et velfærdssamfund. Derfor er mindst én ting også sikker: Niveauet skal hæves – også over SOSU-niveau, som fortalerne for en sundhedsuddannelse ellers fremhæver som det niveau, vi skal ramme.
Betyder det så, at det ubetinget vil være en fordel med en fastholdelse af vores uddannelse i erhvervsskole-regi?
Ikke nødvendigvis, for spørgsmålet er, om erhvervsskolerne kan honorere de højere krav og det niveau, som er bydende nødvendigt.
Fra både tidligere og nuværende elever får vi meldinger om, at niveauet er meget lavt i forhold til elevernes skolemæssige baggrund. I dag er der jo en forholdsvis stor procentdel af landets redderelever, der har en gymnasial baggrund. De har derfor en del af de almene fag på højere niveau end det, der undervises i på den nuværende uddannelse.
Reddere skal have reelle kompetencer
Set i en uddannelsesmæssig sammenhæng tror jeg dog relativt hurtigt, der kan skabes enighed om, at ambulanceassistent-uddannelsen og ambulancebehandler-uddannelsen skal lægges sammen, så der kommer en behandler-uddannet redder ud fra skolen med en reel kompetence.
Vi kan ikke fortsætte som i dag, hvor redderen kommer ud fra skolen som ambulanceassistent uden selvstændige kompetencer. Vedkommende har reelt ikke nogen mulighed for videreuddannelse, med mindre der er et mandskabsflow hos den entreprenør, som den pågældende er ansat hos. Og med udsigt til udbudsrunder hvert femte år kan ambulanceassistenten blive fanget og risikere at stå udenfor ved nedskæringer, eller hvis en anden entreprenør overtager arbejdsopgaven.
Muligheder for at vælge
Med én samlet uddannelse har den enkelte redder større mulighed for at vælge, og spørgsmålet er, om det ikke er her, der skal lægges en professionsbachelor ind, når nu redderen er i gang med uddannelsesforløbet, så assistent og behandleruddannelsen samlet set bliver en professionsbachelor. Det vil også give langt flere muligheder fremover for den enkle redder med hensyn til merit på andre uddannelser.
Nogle mener, at en evt. professionsbachelor først skal lægges ind på paramedicineruddannelsen. Det vil dog være tvivlsomt, om der overhovedet vil kunne gives accept fra arbejdsgiveren i forhold til at undvære en uddannet redder i så langt et uddannelsesforløb. Vi er nødt til at have in mente, at en stor del af al efter- og videreuddannelse gives med skelen til de driftsmæssige hensyn hos arbejdsgiverne.
Jeg mener klart, at paramedicineruddannelsen bør være en specialuddannelse, som vi kender det fra specialsygeplejerskeuddannelserne, for med en sådan model vil uddannelsestiden afspejle andre sundhedsuddannelser på specialniveau. I dag tager det op til otte år at blive paramediciner, og størstedelen af uddannelsesforløbet er praktisk erfaring. Med nytænkningen gives der ikke køb på tidshorisonten, men der tillægges mere teori i uddannelsen, og det vil klart være en fordel.
Med en omlægning af uddannelsen kommer dét at blive paramediciner dermed også til at modsvare andre længerevarende uddannelser, når der kigges på varighed.
Vi skal kunne bevæge os frit
Jeg oplever, at der fra flere sider opsættes en form for et skræmmebillede af, at en omlægning af uddannelserne vil bringe kommende elever/studerende på SU, og til det synes jeg, man må sige: ”Ja, der jo en bagside ved alt, og videreudvikling og opkvalificering har en pris.”
Modsat kan man så sige, at udsigten til at kunne bevæge sig frit og videre i uddannelsessystemet – også efter endt assistentuddannelse – kan kun være en gevinst, og det er en mulighed, der ikke eksisterer i dag. Som det er i dag, skal redderen efter endt assistentuddannelse starte helt forfra, såfremt vedkommende ikke kan få job og måske derfor ønsker en anden sundhedsuddannelse. Vi ser jo i dag, at der f.eks. er tilgang til vores fag af uddannede sygeplejersker, som kan få merit, men meritten gælder ikke den anden vej.
Faglige og menneskelige kompetencer
Når vi er ved at se på uddannelsesmulighederne fra helikopterperspektiv, bør vi også fokusere på efter- og videreuddannelse for reddergruppen. I øjeblikket er der stort fokus på, hvilke faglige kompetencer har vi, og om vi kan træne dem. Der er heller ingen tvivl om, at simulationstræning er kommet for at blive, og det er en rigtig god måde at få trænet faglige kompetencer på. Dog skal opfordringen også pege i retning af, at vi som gruppe ikke skal glemme de menneskelige kompetencer. Her halter uddannelsessystemet efter, og der er ikke så stor vilje til at prioritere sådanne tiltag.
Jeg mener, vi bør stille større krav til relevante efter-/videreuddannelser. Kursustilbuddene skal udvikles, og her må vi sige, at kataloget på sundhedsskolerne byder på en meget bred vifte af tilbud, som vil kunne skræddersyes til vores brug. Erhvervsskolerne har et lignende katalog, men det er svært at genkende den færdiguddannede ambulancebehandler/paramediciner her. Ingen tvivl er der dog om, at her også vil være et udviklingspotentiale.
Er der andre muligheder?
Om vores faggruppe ønsker en erhvervsuddannelse vs. en sundhedsuddannelse, og hvad der vil være det bedste, er et vanskeligt spørgsmål at svare på.
Der kan uden tvivl opstilles skræmmebilleder på begge sider, og spørgsmålet er i virkeligheden, om vi skal udvide perspektivet? Debattere det bredt med alle de argumenter, der måtte være for det ene og for det andet? Måske når vi frem til, at uddannelsen skal forankres et helt andet sted? Hvorfor f.eks. ikke overveje, om den skal sortere i regi af Undervisningsministeriet ligesom et væld af andre uddannelser?
