Førere af udrykningskøretøjer skal ikke længere kunne få et klip i kørekortet i forbindelse med overtrædelser af færdselsloven under udrykningskørsel. Det bebuder transportministeren, som til efteråret vil fremsætte et lovforslag, der ændrer færdselsloven. Førerne vil dog fortsat skulle straffes med en bøde, hvis de ikke har overholdt de særlige betingelser for udrykningskørsel.
Transportminister Thomas Danielsen bebuder, at han i efteråret 2025 vil fremsætte et lovforslag, der skaber bedre vilkår for førere af udrykningskøretøjer.
”Vores udrykningsberedskab yder et vigtigt stykke arbejde. Vi er alle afhængige af, at de kommer hurtigt frem i kritiske situationer. Efter min opfattelse bør det ikke være sådan, at vores udrykningsberedskab skal gå og frygte at miste kørekortet, når de kører udrykningskørsel, hvis der alene er tale om færdselslovsovertrædelser, der vil give et klip i kørekortet”, lyder det fra ministeren.
”Jeg har derfor afsøgt mulighederne for at lempe på færdselslovens frakendelsesmæssige sanktioner for førere af udrykningskøretøjer. På den baggrund vil jeg fremsætte et lovforslag om ændring af færdselsloven, hvorved der vil blive lagt op til, at færdselslovens regler om klip i kørekortet ændres, så de ikke vil finde anvendelse for udrykningsberedskabets overtrædelser af færdselsloven under udrykningskørsel. Føreren vil dog fortsat skulle straffes med en bøde, hvis føreren ikke har overholdt de særlige betingelser for udrykningskørsel”, meddeler Thomas Danielsen.