For Forsvarets eftersøgnings- og redningstjeneste blev sommersæsonen knap så hektisk som sidste år. I løbet af de tre sommermåneder i 2019 rykkede redningstjenesten ud til 192 søredninger. Det er 22 færre end i samme periode sidste år. Det skyldes sandsynligvis, at vejret har været dårligere end sidste år.
Sommeren er den tid på året med flest søredninger, da sommervejret lokker flere til stranden eller på havet. Vejret kan sandsynligvis også være årsagen til, at antallet af søredninger denne sommer er faldet i forhold til 2018. Det oplyser Forsvaret.
”Sommeren i 2018 var fremragende, og det fik mange på vandet. Det knap så gode sommervejr i år har været en medvirkende årsag til et mindre antal søredninger, men vi kan først drage den endelige konklusion om årsagen senere”, siger kaptajnløjtnant Thorsen, vagthavende officer ved Danmarks redningscentral.
Eftersøgnings- og redningstjenesten består af en lang række enheder fra Flyvevåbnet, Søværnet, Marinehjemmeværnet og Fiskeridirektoratet, der har til at opgave at redde personer, der kommer i nød.