Både redder og modpart får bøde efter ulykke med akutbil

For et år siden kolliderede en akutbil og en personbil på landevejen mellem Grindsted og Billund, og nu er det juridiske efterspil afsluttet. Redderen, som var fører af akutbilen, har fået en bøde for ikke at have overholdt reglerne for udrykningskørsel, og senest har føreren af den anden bil, en 19-årig kvinde, fået en bøde for manglende opmærksomhed i trafikken.

Ulykken skete den 24. juni 2012, hvor en 19-årig kvinde fra Give i sin Hyundai kørte mod Billund. Hun havde ikke observeret, at akutbilen kom kørende med udrykning, og da hun ville foretage et venstresving, blev hun påkørt af akutbilen, skriver Jydske Vestkysten.

Hverken den 19-årige kvinde eller hendes passager kom alvorligt til skade, men hun har fået en bøde på 1.500 kr. for venstresvinget og for ikke at have været opmærksom på akutbilen. Hun har dog ikke fået hele ansvaret for ulykken, fortæller anklager Jesper Rubow. Redderen, der var fører af akutbilen, har således også fået en bøde for manglende overholdelse af færdselsloven under udrykningskørsel.

Annonce