Avancerede natbriller gør akutlægehelikopter mere effektiv

Kort før årsskiftet tog besætningen på den fælles nord- og midtjyske akutlægehelikopter særlige briller med nattesyn i brug. Sammen med brillerne fulgte landingstilladelser til yderligere landingspladser i de to jyske regioner, og en optælling viser nu, at brillerne har været i brug i gennemsnit en gang i døgnet fra premieren den 21. december i fjor og en måned frem. Flere gange har udstyret været afgørende for missionerne.

”I alt er der gennemført 18 natlandinger på steder, hvor helikopteren ikke kunne lande før natbrillerne blev taget i brug, og der er fem patienter, som er hentet med helikopter. Det lader sig gøre, fordi vi nu har natbriller”, fortæller Lars Knudsen, der er lægelig leder af akutlægehelikopteren.

Det næsten klare syn i mørke fik besætningen på akutlægehelikopteren f.eks. brug for, da en patient under tidskritiske omstændigheder skulle flyves fra Ulfborg vest for Holstebro til Rigshospitalet i København. Det nye hjælpemiddel kom også i brug, da en patient havde brug for hurtig hjælp på Læsø: Han blev i mørke fløjet direkte til Aalborg Sygehus.

Brillerne var også afgørende for, at det lod sig gøre at hente en akut patient på øen Fur i Limfjorden og bringe vedkommende til behandling i akutmodtagelsen på Regionshospitalet Viborg.

NVG_200x150De lysfølsomme briller øger generelt sikkerheden ved flyvning i mørke. De såkaldte NVG-briller – Night Vision Goggles – forstærker eksisterende lys mange tusinde gange, og gør det dermed muligt for helikopterens besætning at se, om der er fri bane til at lande på uoplyste pladser. Det kan f.eks. være på en boldbane, som i forvejen er kontrolleret for bl.a. træer og lysmaster.

Erfaringerne med brug af NVG indgår i opbygningen af den landsdækkende akutlægehelikopter-ordning, som skal være startklar i 2014.

Annonce