Da det i går stod klart, at Region Hovedstaden ville fravælge Samariten til fordel for Københavns Brandvæsen, meddelte selskabets danske pressechef, Arne Møller, at Samariten vil overveje at rejse et erstatningskrav mod regionen. Det har givet anledning til forundring og forvirring i Region Hovedstaden, for ifølge regionen var det Samariten selv, som anmodede om at slippe ud af kontrakten.
Da medlemmerne af Region Hovedstadens forretningsudvalg blev enige om at gå efter at løse Samariten fra tilbudet, begrundede regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) det med, at det netop var Samariten selv, der havde henvendt sig til regionen for at slippe ud af aftalen.
Derfor var det en noget forvirret koncerndirektør i regionen, Morten Rand Jensen, der kort tid efter det ekstraordinære forretningsudvalgsmøde skulle kommentere truslerne om et juridisk efterspil. “Det forstår jeg slet, slet ikke, og det svarer ikke til, hvad vi ellers har hørt fra Samariten. Derfor vil vi nu tage kontakt til Samariten og finde ud af, hvad der er op og ned i sagen”, siger han til Ritzau.
Tidligere har Samaritens udmeldinger om årsagen til selskabets exit i de forskellige regioner på tilsvarende vis givet anledning til forundring. Ifølge Samariten skyldtes selskabets exit i Region Midtjylland og Region Sjælland, at 3F ikke ville give Samariten samme overenskomst som Falck. Men da Samariten opgav at underskrive kontrakten i Region Midtjylland, var der slet ikke indledt egentlige overenskomstforhandlinger med 3F. Og ifølge 3F fik Samariten tidligere på måneden tilbudt samme overenskomstvilkår som Falck.