Præhospitalet i Region Midtjylland inviterer sammen med de øvrige regioner til det første nationale præhospitale forskningssymposium. Det foregår torsdag den 20. april 2023 i Aarhus. På symposiet bliver der stillet skarpt på aktuel præhospital forskning med en række emner, blandt andet ”Mental Robusthed”, ”Præhospital hjerteforskning” og ”Anvendelse af nye præhospitale teknologier”.
På Dansk Præhospitalt Forskningssymposium vil der være oplæg, paneldebat og flashtalks med forskere fra hele landet. Der vil også være posterwalks, hvor en bred vifte af aktuelle projekter præsenteres.
Keynote speaker er overlæge, dr. med. professor Benedict Kjærgaard fra Aalborg Sygehus, som er landets førende specialist i at behandle nedkølede patienter med hjertestop, som f.eks. kan opstå ved drukneulykker.
Præhospitalet i Region Midtjylland er vært for Dansk Præhospitalt Forskningssymposium, der afholdes med støtte fra TrygFonden. Alle regionernes præhospitale forskningsenheder og Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning har dog deltaget i planlægning af indholdet, og værtskabet vil fremover gå på tur blandt regionerne.
Sikrer bedre videndeling
Forskningsleder Ulla Væggemose fra Præhospitalet glæder sig over, at regionerne nu løfter forskningssymposiet til nationalt niveau, og dermed sikrer endnu bedre videndeling til gavn for patienterne:
”Det er en stor fornøjelse for os at invitere til dette første fælles nationale forskningssymposium, hvor vi på tværs af regionerne præsenterer bredden af den aktuelle præhospitale forskning. Udviklingen i den akutte hjælp drives blandt andet frem af de mange gode forsknings- og udviklingsprojekter, som hele tiden skaber nye og bedre muligheder for at hjælpe kritisk syge eller alvorligt tilskadekomne patienter i det akutte sundhedsvæsen”, siger Ulla Væggemose.
Det koster 250 kr. at deltage fysisk, og frist for tilmelding er 13. april 2023. Tilmeld kan ske her. Det er også muligt at deltage virtuelt via Zoom, hvilket er gratis.