Sidste år blev der 4.768 gange sendt bud efter Danmarks fire akutlægehelikoptere. Det er 96 flere flyvninger end i 2020. Dermed tyder meget på, at det årlige antal flyvninger i den forholdsvis nye akutlægehelikoptertjeneste nu har fundet et naturligt leje. 2.329 gange fløj helikopterne patienter på hospitalet, og i 42 pct. af tilfældene var der tale om patienter med hjerte-/karsygdomme.
Antallet af flyvninger i 2021 ligger altså på niveau med antallet af flyvninger i 2020 – helikopterne gik i luften 96 flere gange i 2021. Stigningen er dog ikke helt jævnt fordelt over baserne. I 2021 oplevede man nemlig en stigning på 104 flere ture fra Billund, mens der blot var små op- og nedjusteringer i antallet på de øvrige baser.
”Når vi ser på det samlede antal flyvninger, kan det umiddelbart se ud til, at det nu har fundet et naturligt leje. Vi forventer, at antallet vil svinge en smule op og ned på de enkelte baser – dog har Billund vist sig som en undtagelse i 2021. Vi har ikke en entydig forklaring på stigningen her, men det er den base, der er flest flyvninger fra”, fortæller Troels Martin Hansen, der er cheflæge ved for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning.
Ved 42 pct. af tilfældene i 2021 var der tale om patienter med hjerte-/karsygdomme, i 19 pct. af tilfældene var der tale om neurologiske sygdomme.
”Der er ingen tvivl om, at akutlægehelikopterne fortsat spiller en afgørende rolle i at få akutte patienter hurtigt på hospitalerne. Hjertepatienterne udgør den absolut største gruppe af patienter, og vi kan se, at vi har flest flyvninger til de områder af landet, hvor der er længst til hospitalerne. Den kombination understreger vigtigheden af helikopterne”, siger Stephanie Lose, der er næstformand i Danske Regioner.
Læs mere i akutlægehelikopternes årsrapport her.