Står det til Amtsrådsforeningen, så skal der investeres 80 mio. kr. om året i fire lægehelikoptere, som fra Aalborg, Århus, Odense og København skal kunne sendes til svært tilskadekomne og alvorligt syge i hele landet. “De vil komme inden for et år,” siger Bent Hansen (S), der er formand for amternes sundhedsudvalg. Økonomien skal forhandles med regeringen.
Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg vil på et møde den 16. december drøfte indførelsen af lægebemandede helikoptere, og ifølge formanden, amtsborgmester Bent Hansen (S), er det sandsynligt, at man vedtager en principbeslutning om at indføre lægehelikoptere som en integreret del af ambulancetjenesten i hele Danmark.
“Vi mener, det vil være fornuftigt, for det vil betyde, at svært tilskadekomne får bedre chancer for at overleve og opretholde en ordentlig livskvalitet, hvis vi kan få et lægehold hurtigere frem til ulykkesstedet. Samtidig giver helikopterne os mulighed for at flyve visse patienter direkte fra ulykkesstedet til traumecentrene, hvor de kan få højt specialiseret behandling i løbet af kort tid. Tid er en afgørende faktor for denne type patienter, og selv om afstandene i Danmark ikke er store, har den stigende trafikintensivitet på motorvejsnettet betydet, at det ofte kan være vanskeligt for almindelige ambulancer at nå frem til skadesstedet i tide”, siger Bent Hansen.
Hvis amterne vedtager at indføre lægehelikoptere, er der dog en del forhold, der skal afklares endeligt, inden man går i luften. Ikke mindst de økonomiske forhold spiller – som altid – en stor rolle. “Det her er et serviceløft af en størrelse, som der næppe er plads til inden for den økonomiske ramme, der ligger for amterne og de kommende regioner. Vi vil derfor tage spørgsmålet op til de kommende økonomiforhandlinger med regeringen for at se, om den vil være med”, siger Bent Hansen.
Han regner med, at Danmark vil kunne dækkes af tre til fire helikoptere, og at helikopterbetjening vil kunne indføres for ca. 80 mio. kr. om året. Modellen med fire helikoptere indebærer, at der skal stationeres helikoptere i Aalborg, Århus, Odense og København.