En 52-årig svensk AMK-sygeplejerske er ved byretten i Stockholm blev frifundet for anklagen om uagtsomt manddrab. Sygeplejersken havde i januar nægtet at sende en ambulance til en 23-årig mand, der ringede 112. Den 23-årige blev senere samme dag fundet død, og anklageren havde krævet, at sygeplejersken blev idømt 8-12 måneders fængsel.
Den 23-årige Emil Linnell ringede 112 flere gange den 30. januar i år, men hver gang afviste AMK-sygeplejersken på alarmcentralen at sende en ambulance. Af optagelserne af alarmopkaldet fremgår det, at den 23-årige har svært ved at trække vejret, og at han flere gange under samtalen med sygeplejersken kortvarigt mister bevidstheden. Senere samme dag blev den 23-årige fundet død, og dødsårsagen viste sig at være en bristet milt.
Sygeplejersken blev efterfølgende tiltalt for uagtsomt manddrab. Under retssagen ved byretten i Stockholm har han imidlertid forklaret, at hans vurdering var, at den 23-årige havde fået et anfald af panikangst, og at der ikke var noget fysisk galt med ham. Og selv om anklageren kunne påpege, at Emil Linnell hele 13 gange i løbet af samtalen sagde, at han ikke kunne trække vejret, og at han bønfaldt om en ambulance, fastholdt sygeplejersken, at han handlede korrekt ved ikke at sende en ambulance.
Onsdag faldt der så dom, og byretten valgte at frifinde sygeplejersken. Retten tilkendegav dog samtidig, at sygeplejersken uden tvivl burde have sendt en ambulance i den konkrete situation, og at han ved ikke at sende ambulancen bragte sin patients liv i fare. Når sygeplejersken alligevel blev frifundet, så skyldes det, at retten ikke fandt det bevist, at den 23-årige ville have overlevet, hvis sygeplejersken havde sendt en ambulance.
Byretten understreger i dommen, at en domfældelse ville forudsætte, at der var en til vished grænsende sandsynlighed for, at den 23-årige ikke var død, hvis ambulancen var blevet afsendt, og anklagemyndigheden havde altså ikke løftet bevisbyrden for, at det var tilfældet.
Anklagemyndigheden har endnu ikke taget stilling til, om dommen skal ankes, men anklager Gunnar Fjaestad har i en skriftlig kommentar tilkendegivet, at han er uenig med byretten. Anklageren mener, at hvis der var blevet sendt en ambulance, så ville den 23-åriges prognose være blevet forbedret i en sådan grad, at han havde overlevet.