Ambulanceoperatøren Ambulix er gået konkurs. Det er dog ikke en helt usædvanlig begivenhed for selskabet – det er femte gang på under 10 år, at et Ambulix-selskab har kastet håndklædet i ringen. Konkursen skyldes et større krav fra Skatteforvaltningen, men Ambulix mener selv, at de har flere penge til gode hos staten som COVID-19-kompensation.
Ambulix har fem medarbejdere og udfører primært liggende sygetransport samt beredskabsopgaver i forbindelse med stævner.
Det er Skifteretten i Næstved, som den 8. juli 2021 har afsagt konkursdekret over Ambulix ApS, der har base i Sorø. I samme forbindelse blev direktør Vibeke Grue Hatipoglu afsat.
Konkursen kommer få uger efter at Ambulix præsenterede et regnskab for 2020, hvor selskabet godt nok havde fordoblet omsætningen til 1,5 mio. kr., men alligevel endte med et underskud på 0,4 mio. kr. Ambulix betegnede dengang resultatet som utilfredsstillende, men henviste til, at årsagen til underskuddet var manglende omsætning på grund af COVID-19, hvor den modtagne kompensation fra staten ikke kunne dække de faktiske omkostninger.
Uenige med Skatteforvaltningen
Ambulix oplyser til BeredskabsInfo, at baggrunden for konkursen er et krav fra Skatteforvaltningen på 251.000 kr., som Ambulix imidlertid mener bør modregnes i en mulig COVID-19-kompensation på 350.000 kr. Ambulix oplyser, at de forhandler med Skatteforvaltningen om det tilgodehavende, der altså har ført til konkursen, og selskabet understreger, at medarbejderne har fået udbetalt deres løn.
Ambulix er formelt ejet af foreningen Ambulix Support, men ifølge selskabsregisteret er de reelle ejere Vibeke Grue Hatipoglu og Henrik Hachel med en ejerandel på 50 pct. hver. Og netop Henrik Hachel har været hovedperson i hele Ambulix’ historie, som går tilbage til 1999 og inkluderer fem konkurser.
Ambulix-navnet blev oprindeligt anvendt af selskabet Nordisk Ambulancetjeneste ApS, som blev stiftet i 1999. Selskabet gik konkurs i 2003, men forinden var Ambulix-navnet blevet flyttet til et nyt selskab. Den samme manøvre er siden da blevet gentaget adskillige gange, og den seneste konkurs er den femte på under 10 år. Det seneste og nu konkursramte Ambulix-selskab har eksisteret i under to år.