Ambulanceudbud var en succes

Selv om svenske Samariten måtte opgive at køre ambulancer i Danmark, så kalder en tidligere kontorchef i Konkurrencestyrelsen udbudsrunden for en succes, fordi regionerne for første gang fik andre spillere end Falck på banen. Han mener, at den første udbudsrunde giver et godt grundlag for fremtidige udbud.

Det er langt fra optimalt for prisdannelsen på et produkt, når der kun er én udbyder. Heller ikke selv om der kun er én aftager. Så handler det i alt for høj grad om, hvem der er stærkest, når selve armlægningen om prisen står på. Og på markedet for ambulancekørsel har Falck i lang tid været praktisk talt enerådende, lyder det fra Niels Rytter, der er tidligere kontorchef i Konkurrencestyrelsen og nuværende konsulent og direktør i firmaet Konkurrenceraadgivning.dk.

“Markedet har været milevidt fra velfungerende konkurrence, selvom regionerne har en stærk køberstilling. På grund af uigennemsigtighed på markedet tyder alt på, at Falck har befundet sig i en komfortabel forhandlingsposition”, siger Niels Rytter til Berlingske Tidende.

Selv om det svenske ambulanceselskab Samariten i januar kastede håndklædet i ringen og opgav at køre ambulancer i Danmark, mener Niels Rytter, at udbudsrunden om ambulancekørsel i Danmark er en succes: “De gennemførte udbud af ambulancekørsel har fået én ny mindre privat aktør frem på markedet. Det må betragtes som en succes. Adskillelsen af vagtcentralfunktionen og kørselsopgaven er rigtig set. Desuden har regionerne nu beskrevet opgaverne i ambulancekørslen og patientbefordringen mere detaljeret end tidligere”, siger Niels Rytter.

Niels Rytter opfordrer nu parterne til at lære af erfaringerne med den seneste udbudsrunde: “Regionerne må nu samle og udnytte de indhøstede erfaringer fra den første udbudsrunde, og mere specifikke analyser kan formentlig yderligere underbygge grundlaget for fremtidige udbud”, siger han til Berlingske Tidende.

Annonce