Ambulanceudbud: Reaktioner

Hos de amter, som havde bestilt markedsundersøgelse af danske, svenske og tyske ambulanceoperatørers interesse i at byde på ambulancekørsel, er reaktionerne meget forskellige. “Det er umuligt at udlicitere ambulancedriften i Midt- og Vestjylland. Så Falck vil forsat være enerådende på markedet”, siger amtsborgmester Bent Hansen (S) fra Viborg Amt, der også er formand for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg.

“Muligheden for at store udenlandske entreprenører vil interessere sig for ambulancekørslen i Viborg Amt er meget begrænset. Som jeg ser det, så vil det være en formålsløst slag i luften, hvis vi forsøger at udlicitere”, siger Bent Hansen til DR Midt og Vest.

Formanden for sundhedsudvalget i Ribe Amt er alt andet end begejstret for de operatører, der eventuelt kan gå ind og overtage Falcks ambulancekørsel. “Jeg er langtfra overbevist om at det er ønskværdigt for os at gå med i en udbudsrunde”, siger Bent Poulsen til DR Syd. “De svenske operatører er for små og sårbare, og de tyske er store, halvoffentlige udbydere, som ikke er vant til reel konkurrence. Og når jeg ser på den udbyder vi har nu, Falck, så er de driftsstabile og vi er godt tilfreds med deres serviceniveau, så lige nu ser jeg ingen grund til at lave om på det”, siger Bent Poulsen.

Han udelukker dog ikke, at der kan være andre interesserede operatører, end dem, der er beskrevet i rapporten, som ville byde, hvis ambulancekørslen kommer i udbud. På spørgsmålet om han ville være klar til at gå med i en udbudsrunde nu, er Bent Poulsen forbeholden: “Jeg ville ihvertfald tænke mig grundigt om”, siger han til DR Syd. Der står nok også Falck på de sønderjyske ambulancer efter nytår, men det bliver først endeligt afgjort til efteråret.

Sundhedsudvalget i Sønderjyllands Amt er blevet orienteret om rapportens indhold, og dertil siger udvalgsformanden, Helge Lauridsen, at han tvivler på, at de andre mulige entreprenører på området kan gøre det lige så godt som Falck. Han understreger dog, at beslutningen først vil blive endeligt truffet til efteråret.

Annonce