Selv om der er indført sundhedsfaglig visitation på AMK-vagtcentralen i Slagelse, så oplever mange reddere, at den information om turene, som de får fra vagtcentralen, er mangelfuld, forsinket og mangler relevans. Det betyder, at de vigtige informationer, som sygeplejerskerne på vagtcentralen har fået fra patienterne, ofte ikke når frem til ambulancen – eller først når frem, når ambulancen er fremme og har hentet patienten. Men også teknikken giver problemer, for mobiltelefonerne kan ikke holde forbindelsen, når ambulancen kører med 130 km/t.
Reddernes oplevelse af samarbejdet med Region Sjællands AMK-vagtcentralen beskrives indgående i KORA’s nye rapport om det præhospitale beredskab i regionen. Her er en række ambulancereddere og medarbejdere på vagtcentralen blevet interviewet.
De interviewede reddere fra hele regionen fortæller samstemmende, at den information om udrykningerne, som de får elektronisk fra vagtcentralen, kommer for sent – og ofte først efter at de er nået frem til skadestedet. Konsekvensen er, at det kvalitetsløft, som den sundhedsfaglige visitation skulle give, bliver mindre, fordi resultaterne af de sundhedsfaglige visitatorers arbejde ikke bliver brugt.
”Jeg mangler information om turene. Det kan være, at der bare står ’sygdom’ i meldingen. AMK kender godt de informationer, men de kommer for sent. Jeg ville være mere forberedt og mere skarp, hvis jeg vidste noget mere”, fortæller en paramediciner.
I undersøgelsen påpeges det, at der i nogle tilfælde er tale om tekniske udfordringer, hvor sygeplejerskerne glemmer at få opdateret den oprindelige melding korrekt, men at sygeplejerskerne også simpelthen glemmer at dele det, som de ved, med redderne på ambulancen.
Relativt ofte kommer redderne ud for, at de først modtager informationerne fra de sundhedsfaglige visitatorer, når de har hentet patienten, og på det tidspunkt har de selv indhentet de samme informationer. ”Vi mangler de informationer, AMK har brugt tid på at finde. Så skal jeg stille patienten de samme spørgsmål. Vi får dem først, når de opdaterer”, fortæller en ambulancebehandler.
Irrelevante oplysninger
Ambulanceredderne påpeger imidlertid også, at de informationer, som de rent faktisk modtager fra AMK-vagtcentralen, ofte er irrelevante for deres opgaver. Undersøgelsen påviser således, at reddere og sygeplejersker har en forskellig opfattelse af, hvilke informationer, som det er relevant at få fra anmelderen og videregive til ambulancen.
Faktisk vurderer de interviewede reddere, at de ofte – af og til flere gange på en vagt – får oplysninger, der i bedste fald er irrelevante, i værste fald er direkte forvirrende.
”De oplysninger, vi får fra AMK, er ofte mærkværdige: ’Opereret i foden for tre måneder siden’ – hvilket er irrelevant for den tur, vi er ude på”, fortæller en paramediciner, og en ambulancebehandler supplerer: ”For eksempel: ’Mange hjemmehjælpere på stedet. Tager piller’. I dag fik jeg beskeden: ’Indringer er halvanden time væk’. Ved patienten så, at der er en ambulance på vej? Hvorfor får jeg det at vide? Jeg kunne ikke bruge informationen, men det skaber forvirring. Jeg vil hellere have: ’Ukendt sygdom, kørsel 1’. Så ved jeg, at jeg selv skal indhente informationerne på stedet”.
Redderne efterlyser i stedet mere standardiserede informationer, som er tilpasset deres behov. ”Den optimale løsning var, at de sundhedsfaglige visitatorer vidste, hvad der er relevant og irrelevant at få af oplysninger”, siger en paramediciner, som suppleres af en kollega: ”Vi skal bruge oplysninger, der refererer til den situation, der gør, at ambulancen er tilkaldt. Tit og ofte får vi en sygdomshistorie, som er irrelevant i forhold til tilskadekomsten. Vi skal bruge det vitale: ABC (Airway, Breating, Circulation, red.), puls, blodtryk, bløder/bløder ikke. Alt andet kan vi selv indhente: Medicinhistorie og tidligere sygehistorie kan være relevante nok, men ikke på vej hen til stedet. Tit er det den, vi får først. Så får vi årsagen til, at vi blev kaldt, bagefter”.
Tekniske problemer med hospitalskontakt
Når ambulancen er på vej mod et sygehus med en patient, ringer ambulanceredderne til sygehuset og melder patientens ankomst. Men heller ikke denne kommunikation forløber uden problemer. Her er det dog teknikken, der driller.
På sygehusene vurderer de modtagende sygeplejersker, at der 5-10 gange om dagen er udfald på telefonsamtaler mellem sygehus og ambulancer – og at det er meget generende.
”Når vi kører mere end 130 km i timen, oplever vi udfald. Men også selvom vi ikke kører stærkt. Så får vi kun leveret aktionsdiagnose og tidspunkt, men det ville være hensigtsmæssigt for patienterne, at vi kom hele vejen rundt – når vi nu har været hele vejen rundt”, fortæller en ambulancebehandler.
Men selv om det er et hyppigt forekommende problem, så er både sygeplejersker og ambulancereddere enige om, at problemet ikke er stort. Det kan nemlig løses ved at ringe op igen, og dermed er problemet i højere grad et forstyrrende element i en hverdag, hvor det ofte skal gå stærkt.
Implementeringen af SINE har heller ikke afhjulpet problemet. ”Vi kørte nogle forsøg [med SINE] på X-sygehus, men der var udfald og noget med modtagelsen på sygehuset, som ikke var godt”, fortæller en paramediciner. De steder, hvor SINE er i drift, peger redderne på, at der er problemer med manglende kendskab til SINE, ligesom der mangles rutine i brug af radiosystemet. Desuden er det kun modtageafdelingerne, som har SINE, og ikke specialafdelingerne.
