Ambulancereddere og brandfolk sagde massivt nej til overenskomst

I denne uge kunne FOA offentliggøre, at godt 75 pct. af medlemmerne havde stemt ja til en ny tre-årig overenskomst, som dermed bliver en realitet. Men hvis man ser på de enkelte faggrupper, så er billedet mere nuanceret. Ambulance- og brandfolkene sagde således massivt nej til overenskomsten med henholdsvis den højeste og næsthøjeste nej-andel blandt FOA’s faggrupper.

For FOA som helhed var det 75,5 pct., der stemte ja til 2021-overenskomsten, der dermed bliver en realitet med virkning fra den 1. april 2021 og derefter tre år frem. 55,5 pct. af de 145.385 stemmeberettigede FOA-medlemmer deltog i afstemningen.

Men hvordan stemte de enkelte faggrupper? Det er ikke en oplysning, som FOA kommunikerer om. Men når man finder frem til tallene, så viser de, at der er stor forskel mellem faggrupperne. De mest positive er faggrupper som beskæftigelsesvejledere, køkkenpersonale, pædagogmedhjælpere, rengøringspersonale og værkstedspersonale, hvor det i alle grupperne var 90 pct. eller derover, som stemte ja. Men helt anderledes ser det ud indenfor beredskabet, hvor de to personalegrupper udtrykte massiv utilfredshed med overenskomstresultatet.

Stemte nej – men det får ikke praktisk betydning

Blandt de FOA-organiserede ambulancereddere var der 660, som deltog i afstemningen, og 550 stemte ja, mens kun 110 stemte ja. Det svarer til en nej-procent på ikke mindre end 83 pct. I faggruppen for brand og redning stemte 672, hvoraf de 463 stemte nej, mens 209 stemte ja. Det svarer til en nej-procent på 69 pct.

Dermed har de to personalegrupper henholdsvis den højeste og den næsthøjeste nej-andel blandt FOA’s personalegrupper. Det får dog ikke nogen praktisk betydning, da det er det samlede afstemningsresultat, som tæller.

FOA organiserer de ambulancereddere og brandfolk, som er ansat hos regioner og kommuner. Men også de privatansatte reddere, der er organiseret i 3F, har de seneste år været utilfredse med 3F’s overenskomstresultater. I 2020 stemte 52 pct. af 3F-redderne nej til overenskomstresultatet, mens det i 2017 var 87 pct.

Annonce