Ambulanceredder tiltales for uagtsomt manddrab efter færdselsulykke

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har besluttet at tiltale en 45-årig ambulanceredder fra Ambulance Syd for uagtsomt manddrab i forbindelse med en færdselsulykke ved Årre i Varde Kommune tidligere på året. Den 45-årige var fører af en akutlægebil, der med udrykning påkørte en personbil, hvor den 63-årige fører blev dræbt.

Den tragiske færdselsulykke skete den 28. april 2022 på Tingvejen ved Årre i Varde Kommune. Her var en 63-årig mand fra Esbjerg ved at svinge til venstre på hovedvejen, da bilen blev påkørt bagfra af akutlægebilen, der kørte med udrykning. Den 63-årige blev efterfølgende erklæret død på stedet.

Nu har anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi så tiltalt den 45-årige redder fra Ambulance Syd, der var fører af akutlægebilen, for uagtsomt manddrab.

Retssagen finder sted ved Retten i Esbjerg den 15. september 2022.

Annonce