En ambulanceredder må godt kaldes Falck-redder

Arkivfoto

Det er i orden at kalde en ambulanceredder for en Falck-redder – også selv om redderen kommer fra Roskilde Brandvæsen. I hvert fald er brugen af udtrykket Falck-redder ikke skjult reklame for Falck, slår det statslige Radio- og TV-nævn fast i en sag, hvor en sjællandsk radiolytter havde klaget over, at DR generelt brugte begrebet Falck-redder, når ambulancetjenestens personale blev omtalt.

Det var en af P4 Sjællands lyttere, som i januar klagede til Radio- og TV-nævnet over radiostationens brug af udtrykket Falck-redder. Klageren mente også, at DR havde samme problem på tekst-tv. ”DR anvender udtrykket, uagtet at en tredjedel af Region Sjælland ikke dækkes af Falck-koncernen, men af Roskilde Brandvæsen. Det må altså hedde ambulanceredder, og derfor giver DR Falck skjult reklame”, skrev lytteren i sin klage.

Radio- og TV-nævnet har i sin behandling af klagen inddraget Dansk Sprognævn, der blandt andet nåede frem til, at ordet ”falckredder” har optrådt 605 gange i mediedatabasen Infomedia de seneste fem år, mens ordet ”ambulanceredder” kun har forekommet i 72 artikler. Ordet ”falckredder” er da også optaget i Den Danske Ordbog.

Konklusionen fra Radio- og TV-nævnet er derfor, at DR ikke har overtrådt reglerne om skjult reklame.

”Eftersom det, ifølge Sprognævnet, ikke er usandsynligt, at begrebet ”falckredder” har en vis udbredelse som generisk betegnelse, er det tvivlsomt, hvorvidt der ved anvendelsen af udtrykket overhovedet kan være tale om en fremhævelse af Falck. Herefter – og ud fra en konkret vurdering af den form, hvori udtrykket indgår i indslaget – finder Radio- og TV-nævnet, at der ikke er tale om en uberettiget fremhævelse af Falck”, skriver nævnet ifølge DR i sin afgørelse.

P4 Sjælland har dog lovet nævnet, at man fremover vil bruge betegnelserne ”falckredder” og ”ambulanceredder” mere præcist – alt efter hvilket geografisk område, man dækker, og om det er mandskab fra Falck eller Roskilde Brandvæsen, der er tale om.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Radio- og TV-nævnet har behandlet en klage, hvor en lytter har været forurettet over DR’s omtale af Falck. I 2007 klagede en lytter således over, at P4 København ofte brugte udtryk som ”Falck er på vej”, ”Falck er på stedet” og lignende i forbindelse med trafikmeldinger.

Efter at have gennemlyttet 10 timers trafikmeldinger konkluderede Radio- og TV-nævnet også dengang, at der ikke var tale om skjult reklame, da Falck kun blev omtalt neutralt og i øvrigt ikke særligt ofte, ligesom DR havde understreget, at man brugte alle relevante kilder til trafikmeldinger – og altså ikke kun Falck.

Annonce