Ambulanceredder fik 50.000 kr. i erstatning for fyring

Det var ikke som sådan forkert at fyre manden. Men måden, man gjorde det på, var forkert. Sådan lyder konklusionen på en to år gammel personalesag, der fandt sin afslutning i sidste uge. Det er sagen om ambulanceredder Michael Brandt, der i efteråret 2007 blev fritaget for tjeneste fra Gentofte Brandvæsen for siden at blive fyret. Ifølge ham selv skete det, fordi han havde ytret sig kritisk om kommunikationssystemet Tetra i medierne. Ifølge Gentofte Kommune, fordi han havde sjusket med nogle ambulancejournaler, opført sig truende over for en overordnet og nægtet at deltage i en undersøgelsesgruppe.

Sagen har kørt som en faglig voldgift, og et afskedigelsesnævn bestående af højesteretsdommer Poul Sørensen, to jurister fra FOA (Michael Brandts fagforening) og to jurister fra Kommunernes Landsforening afsagde tirsdag en kendelse, der ikke kan kæres. De gav en erstatning på 50.000 kr. til Michael Brandt, fordi kommunen skulle have givet en advarsel, inden den skred til opsigelse, skriver Villabyerne.

“Jeg er rigtig lettet og tilfreds. Det var vigtigt for mig at få en tilkendegivelse af, at det var en uretmæssig fyring. Kommunen kan ikke bare skille sig af med en kritisk medarbejder uden videre, det var vigtigt at få slået fast. Nu kan jeg lægge sagen bag mig”, siger Michael Brandt til Villabyerne.

Michael Brandt havde sammen med sin advokat indklaget kommunen for at have knægtet hans ytringsfrihed, men den del afviste dommeren. “Jeg er ikke selv i tvivl om, hvorfor jeg blev fyret. Det var, fordi jeg ytrede mig kritik om Tetra, det kunne vi bare ikke bevise”, siger Michael Brandt.

Personalechef Per Jensen fra Gentofte Kommune er pudsigt nok også lettet og tilfreds med dommen. Han hæfter sig ved, at kommunen blev frikendt i to ud af tre anklagepunkter, det om knægtelse af ytringsfriheden og det om usaglig fritagelse. Eneste anklagepunkt, de blev dømt skyldige i, var usaglighed i selve opsigelsen. “Dommen slår klart fast, at det ikke var en uretmæssig fyring. Der var grundlag for at skride til afskedigelse, men vi burde have givet en advarsel først. Jeg synes, vi bliver frikendt for de væsentligste anklagepunkter”, siger Per Jensen.

Michael Brandt og hans advokat havde krævet 100.000 kr. for knægtelse af ytringsfriheden og otte måneders løn som godtgørelse for usaglig fyring. Erstatningen på 50.000 kr. svarer til to måneders løn.

Annonce