Tyndt befolkede områder skal dækkes ind af ambulancer frem for for helikoptere, når der sker ulykker eller er tale om alvorlig sygdom. Det siger Bent Poulsen, der er medlem af regionsrådet i Syddanmark, med baggrund i erfaringer fra Ribe Amt. I februar sidste år blev der oprettet et nyt ambulanceberedskab i Bramming, og i løbet af foråret blev der tilsvarende placeret en ambulance i Ølgod. I de tre sommermåneder holder den dog til i Nørre Nebel som følge af vestkystturismen. Det har resulteret i et markant fald i responstiden.
“Erfaringerne er ubetinget gode. Dels er der tale om en nedgang i responstiden i betragtelig størrelse. Og hvad der er nok så vigtigt, det har været meget tryghedsskabende i Ølgod, Bramming og Nørre Nebel”, siger Bent Poulsen til DR Syd.
Ifølge tal fra Falck er responstiden i Bramming faldet fra 15 minutter til under 10 minutter, og i Ølgod er responstiden faldet fra 14 minutter til under 10 minutter. “Man har i Ribe Amt vist, at man også kan lave rekreative løsninger til gavn for de tyndt befolkede områder. Dele-ambulancen mellem Ølgod og Nørre Nebel er en måde at gøre det på. Alt i alt har det øgede ambulanceberedskab både haft stor lokal effekt og stor regional effekt”, siger underdirektør i Falck, Erik Møberg, til DR Syd. Den gennemsnitslige responstid i det gamle Ribe Amt skulle i 2006 være under 8,8 minutter. En foreløbig opgørelse tyder på, at den bliver 8,6 minutter. I november har responstiden været helt nede på 8 minutter.
Bent Poulsen mener, at ambulancer er bedre til at dække tyndt befolkede områder. “Alternativet er eksempelvis helikopterbetjening. Men til den almindelige bruger, altså skader, ulykker, uheld, dér er nærhedesprincippet med en ambulance altså at foretrække, fremfor en helikopter, der står på et fjernt hospital og har en lang flyvetid. En ambulance med et kvalificeret og veluddannet mandskab og godt, højteknologisk udstyr, at foretrække”, mener Bent Poulsen.