Ambulancer anvendes til transport af lig

Falck-stationen i Rønne

Op til fem gange om ugen bliver ambulancer på Bornholm anvendt til at transportere lig. Årsagen er, at der ikke er mulighed for at rekvirere en læge, der på stedet kan erklære, at personen er død. I stedet skal personen transporteres til Bornholms Hospital, så en læge dér officielt kan erklære personen død. De lokale reddere mener, at det svækker beredskabet. 

I Danmark er udgangspunktet, at det kun er læger, som kan erklære en person for død. Lægfolk – der i denne sammenhæng også omfatter ambulancereddere og politifolk – må kun konstatere, at en person er død, hvis der er sikre dødstegn.

På Bornholm giver det en særlig udfordring. Udenfor almindelig arbejdstid er der nemlig ikke mulighed for at tilkalde en læge, hvis en person f.eks. findes død i hjemmet. Derfor rekvirerer Bornholms Politi en ambulance, som så skal transportere den afdøde til Bornholms Hospital, hvor en læge kan erklære personen død.

Det skriver Bornholms Tidende.

Politiet følger reglerne

“Konsekvensen er umiddelbart, at et lig, der er i en beskaffenhed, så det burde transporteres i en rustvogn, nu kommer i ambulancen, som så efterfølgende må melde sig ud af drift, fordi den skal gøres ren og luftes ud. Det er jo ikke hensigtsmæssigt i en tid, hvor man i øvrigt diskuterer responstider på ambulancer og har mangel på ambulancereddere”, siger Bo Hansen, der er tillidsmand for de bornholmske ambulancereddere, til Bornholms Tidende.

Hos Falck bekræfter man, at en ambulance f.eks. fornylig var nødsaget til at transportere et lig med mider i. Men samtidig mener Falck, at politiet blot følger loven, når de rekvirerer ambulancerne, fordi der ikke kan rekvireres en ligvogn til en person, som ikke er erklæret død.

Annonce