Ambulancelæge ville ikke anvende stævne-ambulance

En ambulancelæge fra Aalborg Sygehus lod søndag eftermiddag en ung motocrosskører, som var kommet til skade på motorbanen ved Dall, vente en ekstra omgang, fordi han ikke ville køre i den ambulance, som stævnet havde i beredskab. “Og det er pamperi”, mener Palle Kollerup, formand for Aalborg Motor Klub, som var arrangør af motocross-arrangementet. Han agter at klage over lægen.

“Han nægtede at køre med den ambulance fra Ambulix, som køreren allerede var anbragt i, da lægen kom til stede. Han sagde, at det firma ville han ikke samarbejde med”, fortæller Palle Kollerup til Nordjyske Stiftstidende. Stævneledelsen måtte rekvirere en ambulance fra Falck, og da den kom, blev patienten flyttet over – og så kunne turen gå til Aalborg Sygehus.

Aalborg Motor Klub, der var vært for et europamesterskab for mini-kørere, havde som ved tidligere lejligheder entreret med det private ambulancefirma Ambulix, som havde to ambulancer til stede i Dall. Desuden var stævnelægen og en ortopædsygeplejerske hyret gennem det private firma. Det var stævnelægens vurdering, at den tilskadekomne motocrosskører skulle ledsages i ambulancen af en læge, men da mesterskaberne ikke kunne gennemføres, uden at der er en læge til stede, kunne han ikke selv tage med. Derfor blev der rekvireret assistance fra Aalborg Sygehus. Det skete via alarmopkald til 112.

Aalborg-lægen blev kørt til Dall i en lægebil, men da han opdagede, at patienten ikke skulle køres til sygehuset i en ambulance fra Falck, afviste han ifølge klubformanden at tage af sted. “Jeg synes, det er noget pamperi. Det må vel dreje sig om at få patienten til sygehuset og ikke om, hvem lægen synes, han vil samarbejde med. Det er uhørt, og vi har tænkt os at klage over lægen”, siger Palle Kollerup til Nordjyske Stiftstidende.

“Filmen knækkede for mig, og jeg begyndte at skælde ham ud, og det beklager jeg, men jeg er rystet over, at det kunne forekomme”, siger Palle Kollerup, der ikke ved, hvor søndagens stævnelæge er ansat, men han ved, at stævnelægen om lørdagen arbejder på Rigshospitalet. “Så det er kompetente folk, vi har på, og de har tilsyneladende ikke de samme skrupler over at køre med Ambulix”.

Lægen, som forlangte at køre med en Falck-ambulance, har gennem en sygeplejerske på Skadestuen på Aalborg Sygehus afslået at kommentere episoden.

Annonce