Sidste år gik en af Sveriges største ambulanceoperatører – Sirius Humanum – konkurs, og det gav alvorlige problemer for Region Skåne, som havde en større kontrakt med Sirius Humanum. I stedet måtte regionen med kort varsel indgå en kontrakt med Falck, som overtog ambulancekørslen. Kort tid før konkursen havde regionen forudbetalt godt 21 mio. kr. til Sirius Humanum, og de penge har regionen nu opgivet af få retur fra moderselskabet i den konkursramte koncern. I stedet er der indgået et forlig.
Det var Sirius Humanums skånske datterselskab, som sidste år gik konkurs, og konkursen ramte ikke moderselskabet i Sirius Humanum-koncernen, der fortsat udfører ambulancekørsel for andre svenske regioner. Region Skåne mente imidlertid, at moderselskabet havde kautioneret for det skånske datterselskab. Efter konkursen lagde Region Skåne derfor sag an mod moderselskabet med krav om en erstatning på 21,4 mio. svenske kr. Der var primært tale om et beløb, som regionen kort før konkursen havde forudbetalt for ambulancekørslen.
Sagen skulle have været for retten i Stockholm i maj 2014, men nu har Region Skåne og Sirius Humanum indgået et forlig. Det indebærer, at regionen får en kontant erstatning på 1 mio. kr. samt fire brugte ambulancer, som i alt er ca. 1,6 mio. kr. værd. Regionen vurderer, at Sirius Humanums økonomi er så dårlig, at de 2,6 mio. kr. er det bedst opnåelige resultat.
I dag har Region Skåne efter et udbud kontrakt med Falck og Samariten Ambulans om ambulancekørsel. Ifølge regionen er der indført nye rutiner, som skal sikre, at regionen hurtigere opdager økonomiske problemer hos leverandører.