Der er hårdt pres på ambulancetjenesten i Region Hovedstaden, og det er efterhånden svært at rekruttere og fastholde ambulancefolkene. Ifølge de københavnske ambulancereddere er en del af årsagen, at ambulancerne sendes på ture, hvor der slet ikke er behov for en ambulance. Men regionen udnytter heller ikke paramedicinernes kompetencer, ligesom regionen har fjernet afvekslingen i jobbet.
Det er de kommunale brand- og ambulancefolks arbejdspladsklub, Kommunale Brand- & Ambulancefolk København (KBAK), der i et oplæg beskriver udfordringer og anbefalinger vedrørende det præhospitale beredskab i Region Hovedstaden. KBAK er en del FOA og repræsenterer brandfolk, ambulancefolk, alarm- og vagtcentralpersonale samt vægtere ansat i Hovedstadens Beredskab.
Ifølge KBAK har det siden opstarten af den nuværende ambulancekontrakt i 2016 været en stor udfordring at rekruttere og efterfølgende fastholde ambulancemedarbejderne i jobbet.
”Dette er en helt ny situation for os, da vi har ikke tidligere stået med udfordringer som disse. Vi har brugt meget tid på at tale med vores kollegaer, både dem, der kører i Hovedstadens Beredskab, men også dem, der er stoppet. Det har været meget vigtigt for os at finde ud af, hvor problemerne er, og ikke mindst om noget kan gøres anderledes”, fortæller KBAK.
Store forandringer har ændret arbejdsdagen for ambulancefolk
KBAK mener, at der siden regionernes overtagelse af vagtcentrals- og dimensioneringsansvaret er sket store forandringer, i særdeleshed i hovedstadsområdet.
”Vi gik fra døgnvagt til effektive vagter, og vi mistede selv disponeringen af vores ambulancer og derved en kæmpe fleksibilitet i vores hverdag. Vi oplevede nye udfordringer med at få frokostpauser, og tonen imellem disponenter og ambulancefolk ændrede sig, da der ikke længere var en kollegial og personlig relation. Vi oplevede, at der blev skåret ca. en tredjedel af alle ambulanceberedskaber væk, hvilket jo naturligvis betød en øget belastning på den enkelte vagt”, skriver KBAK i oplægget.
”Samtidig må vi erkende, at [det er hårdt at] køre ambulance i en storby og omegn. Belastningen har i sidste halvår af 2017 ligget over det i kontrakten anførte, og det er kun p.g.a. manglede data, at vi ikke kan dokumentere, at det er fortsat i det meste af 2018. Det er dog vores klare fornemmelse, at der er blevet endnu mere travlt i 2018, hvilket også underbygges af den undersøgelse, der viser, at antallet af kørsel A er steget med 17%. Vi anerkender, at Region H har forsøgt at løse dette med ekstra tilkøb, selvom vi er ærgerlige over, at de først kom til Hovedstadens Beredskab i efteråret 2018. Oplevelsen er dog, at de har taget toppen af belastningen de mest travle steder, selvom belastningen stadig er høj”, fortæller KBAK.
Paramedicinerne anvendes ikke optimalt
KBAK understreger, at der er mange ambulancefolk, som er meget ambitiøse og sætter deres faglighed højt. Men disse ambulancefolk efterspørger kompetenceudvikling og nye udfordringer i deres hverdag. Derfor har mange ambulancefolk valgt at blive uddannet til paramedicinere for at kunne gå forrest og gøre en større positiv forskel for patienterne. Men Region Hovedstaden bruger ifølge KBAK ikke paramedicinerne korrekt.
”Når der disponeres til kørsel A, skeles der ikke til, hvilket kompetenceniveau, der er det rette. Der sendes altid nærmeste beredskab, uden at tænke på, om der bare få sekunder længere væk kunne være en paramediciner med et mere fornuftigt kompetenceniveau. Dette resulterer i, at paramedicinerne ikke tilstrækkeligt får udnyttet deres kompetencer. I paramediciner-uddannelsen ligger der mange gode og relevante kompetencer. Her kan nævnes intraosseous adgang (der lægges en kanyle ind i en knogle for at sikre, at der kan gives medicin til kritiske patienter, hvor anlæggelse af normalt drop ikke er muligt). I uddannelsen ligger der også mange medicinkompetencer som blandt andet IV administration af astmamedicin. Vi nævner disse to, da det er kompetencer, som ikke må benyttes af paramedicinere i Region H, men som bruges i andre regioner”, skriver KBAK – og fortsætter:
”I Region H sendes der akutlægebiler til rigtig mange akutte hændelser, som en paramediciner udmærket kan håndtere. Det betyder blandt andet, at der ofte er en læge til stede, som træffer de afgørende beslutninger, og at paramedicinerne derfor bliver overflødige, og det selvom paramedicineren ville kunne havde håndteret situationen. Dette er en dyr løsning. Samtidig betyder det også, at der engang imellem ikke er en ledig læge, når der virkelig er behov for det. Især det, at der sendes akutlæger til fx kramper, brystsmerter og respirationsbesvær, bevidstløse uden kendt årsag, gør at især paramedicinerne i Region H ikke bliver benyttet hensigtsmæssigt. Vi kan orientere om et forsøg tilbage fra 2001 hvor de første paramedicinere kom til Kbh. Her viste det sig, at de uden problemer kunne varetage 90% af de ture, akutlægebilen kørte til”.
Transport burde ikke foregå i ambulance
Som udfordringer peger KBAK også på, at antallet af ture er meget højt, og at mange af turene vurderes til ikke at være ambulancerelevante. ”Dette betyder ikke nødvendigvis, at patienten ikke er syg, men at transport til sygehus ikke burde foregå i en ambulance”, skriver KBAK.
Både manglende afveksling i jobbet og en dårlig efteruddannelse er også udfordringer:
”I sidste kontraktperiode kørte både Falcks og Københavns/Frederiksbergs reddere akutlægebil og psykiatrisk udrykning. Begge disse tjenester er nu hjemtaget af regionen. Det gør, at der ikke længere er mulighed for at tilbyde ambulancefolk andet end at køre ambulance, hvis ikke de ønsker at blive brandmænd, og ca. 50% af vores ambulancekollegaer har ikke denne interesse. Det betyder, at den hårde belastning har gjort flere syge med stress, og en er stoppet pga. PTSD. Vi oplever, at de søger til andre regioner med mindre belastning, eller endnu værre forlader faget helt”, skriver KBAK – og fortsætter:
”I denne kontraktperiode er der lagt mere vægt på kvalitetssikring, hvilket er godt. Problemet er bare, at det er regionens præhospitale enhed (embedsværket), der bestemmer, hvad der skal på skemaet til vores efteruddannelse. Det betyder, at kvaliteten og udbyttet af vores efteruddannelse er faldet drastisk, og mange har efterhånden fået en fornemmelse af, at man spilder tiden, når man har efteruddannelse, og i særdeleshed er i hospitalspraktik”.
Anbefalinger fra ambulancefolk
KAB afslutter deres oplæg med en række anbefalinger til politikerne i Region Hovedstaden, der her hengives uredigeret:
- I Region Nord har man et veludbygget præhospitalt setup med mange udvidede kompetencer. Vi opfordrer til, at man tager på en studietur til Region Nord og får inspiration til, hvordan man kan håndtere ambulancetjenestens forskellige kompetencer.
- I Region Sjælland har man valgt akutlægerne fra, det vil vi dog ikke anbefale. Men vi vil anbefale, at der bliver kigget på, hvor mange ture, der kunne køres af en paramediciner frem for, at der automatisk afsendes en akutlægebil. Her kunne man så samtidig bruge erfaringerne fra Region Sjælland.
- Der bør kigges på hele efteruddannelsen af ambulancefolk. Den er udgiftstung for Region H, og udbyttet er meget lavt. Der bør kigges på at få lavet en mere relevant efteruddannelse og i højere grad lade det være op til de enkelte entreprenører og deres lokale instruktører at lave en efteruddannelsesplan.
- Afveksling i hverdagen har vist, at det skaber øget trivsel. Derfor foreslår vi, at der åbnes op for integration imellem Hovedstadens Beredskab og Region H, så medarbejdere fra Hovedstadens Beredskab kan komme ud som SUF eller som lægeassistent, og medarbejderne fra Region H kan komme ud og kører ambulance. Det kunne man i den tidligere kontraktperiode, og det var til gavn for begge parter.
- Der bør laves en dybdegående undersøgelse af, hvad der sendes en ambulance til. Ligesom der bør kigges på, hvad I synes, der er ret og rimeligt i forhold til at blive transporteret liggende til en akutmodtagelse. I dag oplever vi meget hyppigt, at patienten går ned og blot ønsker at sidde op på et sæde. Patienten undersøges efter gældende retningslinjer, men modtager ingen behandling, da dette ikke er relevant. Disse patienter udfordrer akutberedskabet unødigt, og dette skal der kigges grundigt på. Man kan med fordel lave en kampagne om brugen af ambulancer.
- Antallet af planlagte sygetransporter (C-kørsler), der køres af de akutte ambulancer, er højt. Det er ture, der ikke er hverken akutte eller behandlingskrævende, og som udgangspunkt køres at ST-beredskabet. Da dette ST-beredskab er meget effektivt udnyttet, er der lagt op til, at ca. 20% af ST-turene skal køres i de akutte beredskaber. Det er både en dyr løsning, men også en løsning, der belaster akutambulancerne unødigt. Derfor vil vi anbefale, at der indsættes flere ST-biler i stedet for [at der] indsættes flere ambulancer. Kunne man sortere ture fra akutlægerne, kunne man efter vores vurdering nedlægge den ene og i stedet bruge nogle af disse penge på ekstra ST-beredskaber. Det ville give flere beredskaber, frigøre ambulancekapacitet, spare regionen for penge og gøre hverdagen for redderne mere interessant.
