Ledelsen af akutlægebilerne i København er populistisk, når den i de seneste uger gentagne gange har fremhævet akutlægebilernes succes ved genoplivning af patienter med hjertestop uden at nævne den indsats, som er ydet af primærambulancerne inden akutlægebilernes ankomst. Det mener Dansk Ambulance Råd (DAR), som er interesseorganisation for de danske ambulancefolk. DAR mere end antyder, at der er tale om lobbyarbejde fra lægernes side i forbindelse med debatten om akutlægebilernes fremtid i Region Hovedstaden.
I den nyligt udsendte årsrapport fra akutlægebilerne (tidligere H:S Lægeambulancen) i København fremhæves det, at akutlægebilerne sidste år havde rekord i genoplivning af patienter med hjertestop. Men DAR, der repræsenterer ambulancereddere i bl.a. Københavns Brandvæsen og Falck, udtrykker undren over, at årsrapporten i den forbindelse slet ikke nævner ambulancefolkenes indsats.
“Når der i det tidligere H:S-område afsendes primærambulance og akutlægebil, ankommer primærambulancen i mere end 90 ud af 100 tilfælde før akutlægebilen. Det betyder, at i de tilfælde, hvor patienten har hjertestop, er det mandskabet på primærambulancen, der afgiver stød med en avanceret hjertestarter (defibrillator). Det er ligeledes ambulancepersonalet, der sørger for kunstigt at trække vejret for patienten i de tilfælde, hvor patienten ikke umiddelbart selv genvinder spontan puls og vejrtrækning. Situationen vil oftest være sådan, at akutlægebilen ankommer nogle minutter senere end ambulancen og støtter op med medicinsk behandling og yderligere stabilisering af patienten”, siger Kim Dalgaard, der er formand for Dansk Ambulance Råd.
“Akutlægebilens eneste force i forhold til f.eks. en paramediciner er den definitive sikring af luftrøret med intubation. Dette er ofte nødvendigt i den opfølgende fase efter et hjertetsop, såfremt patienten ikke selv får spontan vejrtrækning, eller hvis han i øvrigt har fremmedlegemer i luftvejene. Det et et faktum, at paramedicinere er uddannede til at anvende nøjagtigt samme protokoller for avanceret medicinsk genoplivning i forbindelse med hjertestop som sygeplejersker og læger ved de præhospitale ordninger i Danmark”, siger Kim Dalgaard.
Dansk Ambulance Råd fremhæver samtidig, at når akutlægen efter endt indsats udfylder en udrykningsjournal, så skal lægen selv vurdere den indsats, som blev ydet, og i den forbindelse kan lægen f.eks. vælge at karakterisere indsatsen som livreddende. Men når indsatsen i udrykningsjournalen karakterises som livreddende, omfatter det ikke kun akutlægens indsats, men den samlede indsats fra ambulancemandskabet og akutlægen. “Det ville være passende for debatten, hvis man huskede dette faktum i den noget populistiske fremfærd, man fra akutlægebilens ledelse har valgt i denne tid, hvor bl.a. akutlægebilernes fremtid i Region Hovedstaden står for at skulle afgøres. Sammenhængen er i hvert fald til at få øje på. Æres den som æres bør, men det må retfærdigvis gælde alle parter”, siger Kim Dalgaard.
Kim Dalgaard understreger, at Dansk Ambulance Råd ikke anfægter det forskningsarbejde, som udføres i ambulancelægebilens regi i forbindelse med hjertestop. “Men som nævnt er der udover lægelig tilstedeværelse flere og nok så væsentlige parametre, der skal være til stede for at overlevelsen øges”, siger Kim Dalgaard.
Dansk Ambulance Råd anbefaler en model, hvor primærambulancer bemandet med ambulancebehandlere samt paramedicinere tager sig af 90% af udrykningerne, mens akutlægebiler kun sendes til de relativt få og særdeles kritiske tilfælde, hvor patienterne har svære luftvejsproblemer eller behov for egentlig anæstesi.
