Blandt de autoriserede sundhedspersoner er det ambulancebehandlerne, der både har flest påbegyndte og afsluttede vaccinationsforløb for COVID-19. Det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen. I alt har 85 pct. af landets 661 autoriserede ambulancebehandlere påbegyndt vaccinationen, mens 71 pct. har fået begge vaccinationer.
Sundhedsstyrelsens data omfatter den såkaldte målgruppe 4, hvor der indgår personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med tæt patientkontakt og som følge deraf særlig eksponering over for smitte.
Opgjort på dautorisationsgrupper pr. 8. marts 2021 havde 85 pct. af ambulancebehandlerne påbegyndt deres forløb med vaccination mod COVID-19. Ialt 71 pct. havde afsluttet forløbet, altså fået begge stik.
I absolutte tal svarer det til, at 564 ambulancebehandlere havde påbegyndt vaccination, mens 470 havde færdiggjort vaccinationen. Det er 661 ambulancebehandlere i autorisationsgruppen.
Dermed er der flere ambulancebehandlere end læger, som er blevet vaccineret. Lægerne er nr. 2 på listen, og her har 80,7 pct. påbegyndt vaccinationen. Blandt sygeplejerskerne er det 73,2 pct.