En ambulancebehandler handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard, da han i august 2010 blev kaldt ud til en kvinde, der var faldet. Behandleren mente, at kvinden var beruset, men i en ny afgørelse fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kritiseres behandleren for at have fokuseret på tilstedeværelsen af tomme flasker og spirituslugt – og undladt at foretage en undersøgelse af patienten samt undladt forsøg på at overtale patienten til at følge med på skadestuen. Desuden kritiseres det, at ambulancebehandleren ikke skrev en ambulancejournal.
Afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn – tidligere Patientklagenævnet – gengives uforkortet herunder:
”Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Klagen
Der er klaget over følgende:
At <****> ikke modtog en korrekt behandling af ambulancehandlerne den 16. august 2010.
Det er hertil blandt andet anført, at <****> efter et fald på en trappe i hjemmet ringede 112. Da ambulancebehandlerne ankom, nægtede de at tage hende med, idet de oplyste, at hvis hun havde brækket kravebenet, så kunne de alligevel ikke gøre noget på hospitalet. Det er videre anført, at ambulancebehandlerne mente, at hun var fuld, men de spurgte ikke ind til hendes helbredsforhold i øvrigt, ligesom de ikke foretog nærmere undersøgelser. Det er endelig anført, at <****> havde pådraget sig en hjernerystelse, brud på kravebenet og diverse knubs.
Begrundelse
Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.
Det fremgår af udskrift fra alarmcentralen den 16. august 2010 kl. 3.43, at der var et opkald fra <****>. En ambulance med ansvarlig ambulancebehandler <****> og en ambulanceassistent blev sendt af sted til <****>s adresse kl. 3.43 som en kørsel 2 (omgående kørsel uden udrykning). I opgavebeskrivelsen var noteret ”spiritiuspåvirket/faldet ned af trappe/brækket kraveben”.
Der foreligger ikke behandlingsdokumentation i form af ambulancejournal.
Det fremgår af ambulancebehandler <****>s udtalelse til sagen, at de ankom kl. ca. 4. Der var mørkt i huset, og de var i tvivl, om det var den rigtige adresse. De gik hen og rykkede i døren, som var låst. Der var en hund, som gøede meget kraftigt. De kiggede ind af vinduet. Der var svagt lys, og de kunne se en trappe, men ingen personer. Denne ene gik rundt om huset, mens den anden forsøgte at ringe til anmeldernummeret. Den, som gik rundt om huset, kunne ikke se noget – der var fuldstændigt mørkt. Den, som ringede, kom i kontakt med <****> efter lidt tid. Der blev talt med hende om mulighederne for at komme ind til hende, bl.a. om døren skulle sparkes ind. Der skulle desuden tages hensyn til en meget aggressiv/bange hund. Det blev aftalt med <****>, at hun ville komme ud og åbne døren. De så, at hun kom kravlende ud fra noget, der mindede om køkkenet. Hun kom kravlende ud til døren, samtidig med, at hunden stadig var aggressiv/bange. Da hun kom ud i gangen, bad de hende om at lukke døren for hunden eller at få den til at blive rolig. Hun låste døren op, der var ikke meget plads.
Det fremgår videre af ambulancebehandler <****>s udtalelse, at han spurgte <****> om, hvad der var sket. <****> var meget utydelig i tale, og der var fortsat larm/uro fra hunden. Ambulancebehandler <****> spurgte hende, om hun havde ondt nogle steder, og hun svarede, at hun havde ondt i skulder/arm. Han spurgte hende endvidere, om det ikke gjorde ondt at kravle ud til døren, men dette svarede hun ikke på. Herefter spurgte han, om hun var fuld, siden hun måtte kravle ud til døren. Han havde observeret et par tomme flasker øl/vinflasker, samt at hun havde en udånding, der lugtede af alkohol. <****> havde en tilbageholdende attitude på spørgsmålet og kommenterede det ikke direkte. Ambulancebehandler <****> og ambulanceassistenten hjalp <****> op at stå og tilbage i huset. Gennem deres undersøgelsesmetodik konstaterede de ikke nogen synlige skader på <****>. Hun havde nattrøje/kjole på, hvilket gjorde det rimelig nemt at foretage undersøgelsen. Hun klagede dog over ondt i armen. <****> ville gerne hjælpes i seng, og hun virkede ked af det og træt. De støttede hende, mens hun selv gik op ad en spindeltrappe. Samtidig spurgte de hende om eventuelle sygdomme samt medicin, hvortil hun svarede, at hun ikke fejlede noget eller fik noget medicin. De gjorde opmærksom på, at de gerne ville køre hende på skadestuen, hvilket hun ikke ønskede. De vurderede, at <****> ved en eventuel forværring af sin tilstand kunne kontakte skadestuen eller læge den følgende dag. Herefter blev <****> hjulpet i seng. Ambulancebehandler <****> vurderede, at <****>s reelle behov var at komme i seng. Han følte sig sikker på, at <****> ikke havde skader ved ambulancebehandlernes tilstedeværelse.
Det er disciplinærnævnets opfattelse, at der ikke i ambulancebehandler <****>s redegørelse er angivet, på hvilken måde undersøgelsesmetodikken blev foretaget.
Det er således disciplinærnævnets vurdering, at ambulancebehandler <****> burde have foretaget en nærmere undersøgelse af <****>.
Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at ambulancebehandler <****> burde have målt puls, blodtryk (BT), iltmætning i blodet og bevidsthedsniveau.
Det er endvidere disciplinærnævnets vurdering, at ambulancebehandler <****> burde have målt <****>s blodsukker, da hun var utydelig i sin tale og virkede tilbageholdende i sin attitude og ikke var i stand til at gå ved egen hjælp.
Det er disciplinærnævnets opfattelse, at det ikke fremgår af ambulancebehandler <****>s redegørelse til sagen, at han gjorde de store forsøg på at overtale <****> til at blive tilset på skadestuen, selv om hun klagede over smerter i skulder/arm.
Det er videre disciplinærnævnets opfattelse, at ambulancebehandler <****> fokuserede meget på et par tomme flasker, samt at <****> tilsyneladende lugtede af spiritus.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at alkohol slører smerter og dermed skader.
Det er disciplinærnævnets opfattelse, at selv hvis <****> skulle have været spirituspåvirket, burde dette have været et forstærkende argument for ambulancebehandler <****> for at forsøge at overtale <****> til at lade sig indbringe til skadestuen.
På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at ambulancebehandler <****> handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 16. august 2010.
Det er disciplinærnævnets opfattelse, at ambulancebehandler <****> burde have udfærdiget en ambulancejournal.
Disciplinærnævnet finder herefter, at ambulancebehandler <****> handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af <****> den 16. august 2010.”
