
Den faste ambulancebase midt på Djursland er flyttet fra Aarhus Airport ved Stabrand til nye lokaler i Kolind. Her har Region Midtjylland lejet sig ind i nye lokaler på Romlehøjvej med garage og mandskabsfaciliteter. Basen i Kolind er en fast og døgnbemandet base, der er udgangspunktet for otte ambulancereddere samt redderelever.
”Vi har glædet os til at rykke til den nye base i Kolind, som ligger godt, centralt placeret for udkørsler, samtidig med den giver gode rammer for medarbejderne”, fortæller Nada Nikolic, der er driftsleder hos Præhospitalet i Region Midtjylland med ansvar for ambulancerne på Djursland.
”Det er vigtigt for os, at basen ligger centralt placeret, så vi hurtigt kan komme af sted – uanset retning. Derudover er vi glade for, at medarbejderne kan holde hvil mellem kørslerne i gode omgivelser, så de får de bedste muligheder for at lade op”, siger Nada Nikolic.
Basen i Kolind blev taget i brug den 23. oktober 2023. Basen ved Aarhus Airport lukkede samtidigt.